Idéen er simpel: En ansat fra et sted i den offentlige sektor kommer på besøg mellem to og fem dage et helt andet sted i den offentlige sektor. Det har Center for Offentlig Innovation (COI) valgt at kalde innovationspraktik.
Praktikforløbet skal gøre det lettere for offentlige arbejdspladser, medarbejdere og ledere at lære af hinanden. Et praktikforløb kræver blot en praktikvært, der ønsker et nyt perspektiv på sin arbejdsplads, og en praktikant, der har lyst til at blive udfordret på en ny arbejdsplads.
Denne anden udgave af innovationspraktikken løber af stablen i perioden 12.-16. september 2016 og er åben for tilmelding nu. Alle offentlige arbejdspladser og ansatte kan uanset stilling være med, og FTF planlægger selv at få en innovationspraktikant til efteråret.
Utraditionelle sammensætninger gav vigtige refleksioner
Langt størstedelen af sidste års praktikbesøg gik godt. 87 procent af værterne ville anbefale andre at blive praktikværter, og 96 procent af praktikanterne ville anbefale andre at blive praktikanter.
Innovationspraktikken gav anledning til en masse utraditionelle, men meget givende tværfaglige sammensætninger.
Blandt andet var en kommunalmedarbejder fra Herning på besøg hos de digitale innovatører ved Odense Universitetshospital, Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup fik besøg fra SKAT, og Dansk Design Center fik besøg fra Odense Kommune.
Dansk Design Center: Det var en klar gevinst
På Dansk Design Center var de meget tilfredse med besøget fra Kristina Dienhart fra Odense Kommune.
"Kristina kom ind og var meget reflekterende i forhold til vores emnefelt, og hun forholdt sig åbent, positivt og konstruktivt kritisk til det, vi lavede," siger COO Sune Knudsen til COI.
Sune Knudsen, der var praktikvært hele ugen, fik også helt konkrete indspark til arbejdet med centrets nye strategi. Dansk Design Center og Kristina Dienhart havde nemlig aftalt på forhånd, at Kristina Dienhart skulle forsøge at glide ind i hverdagen, så godt som hun kunne. Derfor behøvede Dansk Design ikke at afsætte en masse ekstra ressourcer, hvilket fungerede godt.
Find ud af mere om mulighederne for at blive praktikant eller praktikvært på COI’s hjemmeside.