I et nyt udspil til en ny indretning af HF foreslår VUC’erne en faglig fokusering af HF, der skal have mulighed for at lave spor rettet imod bestemte fagområder (Altinget, 26.1).
Der er mange gode takter i udspillet, men det er vigtigt, at fokusering og spor ikke begrænser HF-kursisterne, så de kun får adgang til videregående uddannelser på ét bestemt niveau. 
Første prioritet i en omlægning af HF bør være at bevare uddannelsens evne til at løfte både stærke og svage unge fagligt og dermed lette deres vej videre til en kort, mellem og lang videregående uddannelse.
HF-kursister får i dag lavere karakterer end studenterne på stx, og der er også flere, der falder fra. Men det bliver ofte glemt i debatten, at HF-kursisterne som gruppe kommer fra hjem med langt færre bøger på hylderne, end studenterne gør. Mange HF-kursister har simpelthen ikke de samme boglige forudsætninger, som de unge på gymnasierne.
Derfor skal HF også have den anerkendelse, at det faktisk løfter en gruppe af unge, som er udfordret i forhold til deres muligheder i ungdomsuddannelsessystemet.
Bevar det særlige ved HF
Det betyder, at den særlige læringskultur på HF skal bevares. Vi skal folde fast i den forskellighed, som kursisterne har i dag. Fagene skal fortsat være anvendelsesorienterede, så kursisterne bliver dygtige til at løse virkelighedens problemer. Feedback og fremadrettet, formativ evaluering er afgørende – ikke årskarakterer. 

Da en del af HF-kursisterne ikke kommer fra akademiker-hjem, har de ikke nødvendigvis den samme selvtillid i forhold til uddannelsessystemet. Derfor trives de med at være fritaget for det pres, som der fx er på stx, hvor alt, hvad de siger i klasselokalet, indgår i deres årskarakter.
En ny undersøgelse fra DGS viser, at knap hver tredje af stx-eleverne afholder sig fra at række hånden op i timerne af frygt for dårlige karakterer. Det er en skidt udvikling. Lad os ikke overføre den kultur til HF’s åbne læringsrum. Derfor er jeg glad for at se, at VUC’ernes forslag til et nyt HF også indeholder flere gode elementer, herunder at HF fortsat skal være uden årskarakterer. 
HF skal fortsat være bredt adgangsgivende
Jeg ser de forskellige gymnasiale uddannelser som et tilbud, der skal åbne unge menneskers muligheder i livet, så flere får en videregående uddannelse. Derfor er det afgørende, at de gymnasiale uddannelser ikke bliver for snævre ved kun at rette sig imod bestemte uddannelsesniveauer.

HF bør fortsat give generel studiekompetence dvs. være adgangsgivende til både universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier. Derfor kan det være en god idé at fokusere på færre fag, som VUC’erne foreslår. Det betyder, at fagene kan tages på højere niveauer, og det giver bredere adgangsmuligheder til alle niveauer af videregående uddannelser. 
VUC’erne foreslår, som HF-udvalget også gjorde, at der oprettes spor på HF rettet imod bestemte fagområder. Det kan give nogle fordele, fordi det er motiverende og øger studiekompetencerne i forhold til et bestemt emneområde. Men det er ikke uden problemer. Det er nemlig vigtigt, at spor i uddannelsen ikke går udover valgfriheden og princippet om, at HF bør kvalificere til alle uddannelsesniveauer. Derfor bør alle spor kvalificere til relevante uddannelser på alle niveauer indenfor emneområdet.
Det er afgørende for, at der ikke opstår en uheldig opdeling i A- og B-hold, der alt for let kan begrænse den enkelte og hæmme social mobilitet. 
Det er også vigtigt at finde en løsning på, at nogle HF-uddannelser er meget små og ikke har volumen til at inddele kursisterne i mange forskellige spor. Her vil der være nødvendigt med en bred uddannelse med stor valgfrihed til kursisterne. 
Eventuelle karakterkrav til HF bør suppleres af andre muligheder for at kvalificere sig fx ved en optagelsesprøve eller samtale. Det må ikke blive sådan at egne og motiverede ansøgere bliver afvist, fordi de ikke lever op til et karakterkrav.