FTF, Foreningen Norden og Aalborg Universitet afholdt den 3. december fælleskonference om de nordiske arbejdsmarkedsmodeller i global konkurrence.
Baggrunden for konferencen er det danske formandskab for Nordisk Ministerråd og til konferencen er udarbejdet rapporten ”De nordiske arbejdsmarkedsmodeller – i global konkurrence”.
Rapporten viser, at organiseringsgraden blandt både lønmodtagere og arbejdsgivere er høj og sikrer dermed stor indflydelse på de vilkår som lønmodtagerne har. Rapporten konkluderer også, at de nordiske landes arbejdsmarkedsmodeller har mange fælles træk, men også forskelligheder.
Samlet viser de nordiske landes aftalemodeller dog at vi i Norden adskiller os meget fra andre landes modeller.
Forordet i rapporten er skrevet af formanden for FTF og NFS, Bente Sorgenfrey. FTF-formanden skriver bl.a. i forordet, at ”den nordiske arbejdsmarkedsmodel er med til at fremme landenes vækstmuligheder og konkurrenceevne, netop fordi den er partsbaseret, skaber ejerskab, fleksibilitet og ro på arbejdsmarkedet.”
Hun fremhæver desuden, at den nordiske model er et resultatet af en mere end 100-årig udvikling på det nordiske arbejdsmarked, hvor arbejdsmarkedets parter ikke kun har kæmpet for egne interesser, men også har prioriteret en række samfundshensyn:
"Netop fordi vi ofte fremhæver de generelle træk ved ”Den nordiske arbejdsmarkedsmodel”, kan vi have en tendens til at overse mangfoldigheden og de særtræk, som findes. Men det bør vi ikke gøre. For det kan være gennem mangfoldigheden og særtrækkene, at vi finder inspiration til at videreudvikle de systemer, vi har i hvert enkelt land", skriver Bente Sorgenfrey, formand for FTF og NFS.