EU-Domstolens sag C-266/14
Sagen vedrørte en IT-virksomhed i Spanien, der udøvede installations- og vedligeholdelsesarbejde af sikkerhedssystemer. Virksomheden lukkede i 2011 alle de regionale kontorer i provinserne, og alle medarbejderne blev herefter tilknyttet hovedkontoret i Madrid.
De medarbejdere, der udførte installationer og vedligeholdelser i private hjem, forblev tilknyttet den provins, hvor de hidtil havde arbejdet. De rådede hver især over en firmabil, som de benyttede til transport fra bopæl til de steder, hvor de skulle udføre installationsopgaver.

De brugte endvidere køretøjet til at komme hjem fra sidste kunde. Derudover rådede medarbejderne hver især over en mobiltelefon, hvorfra de et par timer inden aftalen med kunden, via en applikation modtog de ruter, de skulle køre den pågældende dag.
IT-virksomheden beregnede længden af den daglige arbejdstid for disse medarbejdere ved at opgøre den tid, der gik fra medarbejderens ankomst til dagens første kunde til det tidspunkt, medarbejderen forlod den sidste kunde, da det udelukkende var den tid, der var anvendt på opgaver på stedet samt de mellemliggende transporter for at komme fra en kunde til en anden, der blev medregnet som arbejdstid.
Det fremgik af spansk lovgivning, at en medarbejders transporttid fra bopæl til en kunde ikke skulle sidestilles med arbejdstid. Arbejdstagersiden var af den opfattelse, at mobile arbejdstageres arbejdsplads var deres køretøj.
Arbejdstagersiden anmodede derfor EU-Domstolen om at afgøre et præjudicielt spørgsmål vedrørende artikel 2, stk. 1 i direktiv 2003/88. Det lyder sådan: "I dette direktiv forstås ved: Arbejdstid: Det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis. Hvileperiode: Det tidsrum, der ikke er arbejdstid."
Arbejdstagersiden anmodede EU-Domstolen om at afklare om, den tid en medarbejder brugte på transport mellem bopæl og kunde skulle anses for "arbejdstid" eller "hvileperiode" i henhold til definitionen i direktivets artikel 2, stk. 1.
EU-Domstolens afgørelse
EU-Domstolen fastslog indledningsvist, at transporttiden fra medarbejderens bopæl til kunden udgjorde arbejdstid, idet transporten mellem bopæl og kunde var en nødvendig forudsætning for, at medarbejderen kunne udføre sin arbejdsopgave hos kunden.
EU-Domstolen lagde i sin afgørelse vægt på tre spørgsmål i forhold til direktivets artikel 2, stk. 1.:
1) stod arbejdstageren til arbejdsgivers rådighed under transporttiden.
2) udførte arbejdstageren sin beskæftigelse under transporttiden.
3) blev arbejdstageren anset for at være på arbejde under transporttiden.
EU-Domstolen vurderede, at medarbejderen blev anset for at stå til arbejdsgivers rådighed under transporten. Det blev begrundet med, at transportens nødvendige længde, der oftest ikke kunne forkortes, betød at medarbejderne ikke havde mulighed for frit at råde over deres tid og bruge den i egen interesse.
Dernæst vurderede EU-Domstolen, at medarbejderne blev anset for at udføre deres beskæftigelse under transporten mellem bopæl og kunde. Det begrundede EU-Domstolen med, at transporttiden fra medarbejdernes regionale kontor til den første kunde og fra den sidste kunde til dette regionale kontor før nedlæggelsen af de regionale kontorer, blev anset for at være en del af arbejdstiden. På denne baggrund mente EU-Domstolen, at medarbejdere, der befandt sig i en situation, som den i sagen omhandlede, blev anset for at være under udførelse af deres beskæftigelse i transporttiden mellem bopæl og kunde.
Til sidst vurderede EU-Domstolen, at i og med medarbejderne blev anset for at udføre deres beskæftigelse under transporten, måtte de ligeledes anses for at være på arbejde under denne transport.
Transporttiden udgjorde arbejdstid
Ud fra ovenstående konkluderede EU-Domstolen, at transporttiden mellem bopæl og kunde udgjorde arbejdstid efter direktiv 2003/88 artikel 2, stk. 1, såfremt medarbejderen ikke havde et fast arbejdssted og transporten mellem bopæl og kunde var en nødvendighed for, at medarbejderen kunne udføre sin beskæftigelse.
Dansk perspektiv
Hvilken betydning har EU-Domstolens afgørelse på danske arbejdstagere? Som sagt fastslår EU-Domstolen, at mobile arbejdstageres transporttid fra bopæl til første kunde udgør arbejdstid og ikke hviletid efter EU-retten.
Ifølge Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 324 af 23. maj 2002 om hviledøgn og fridøgn er udgangspunktet i dansk ret, at den tid, en medarbejder bruger på daglig transport til og fra sit arbejdssted betragtes som hviletid. Dette udgangspunkt fraviges i de tilfælde, hvor arbejdstagers arbejdssted ændres således, at transporttiden til det ændrede arbejdssted overstiger transporttiden til det faste arbejdssted. I sådanne tilfælde betragtes den ekstra transporttid som arbejdstid og ikke hviletid.
EU-Domstolens afgørelse har dermed betydning for mobile arbejdstagere i Danmark. Danske mobile arbejdstageres transporttid fra bopæl til kunde vil fremover ikke udgøre hviletid, men arbejdstid. Eksempelvis vil det ikke have nogen betydning om transporttiden er kortere den ene dag frem for en anden dag, da udgangspunktet er, at mobile arbejdstageres transporttid altid udgør arbejdstid og ikke hviletid, som det ellers fremgår af bekendtgørelsen.
EU-Domstolen udtaler sig ikke om, hvorvidt arbejdstageren har krav på løn i dette tidsrum.
EU-Domstolens afgørelse udsprang af en tvist, der vedrørte hviletidsbestemmelserne, hvorfor det må antages, at dommen alene fastslår, hvordan arbejdstid skal forstås, nemlig i modsætning til hviletid. Ud fra dette synspunkt menes det ikke, at EU-Domstolens afgørelse fastslår, at en mobil arbejdstager kan forlange betaling for den ekstra tid, vedkommende bruger på transport. EU-Domstolens afgørelse har således en betydning på mobile arbejdstagere i Danmark, som fremover kan medregne transporttiden fra deres bopæl til deres ændrede arbejdssted som arbejdstid.