For fjerde år i træk er det danske pensionssystem kåret som verdens bedste i Mercers internationale undersøgelse af pensionssystemer (omtalt i Berlingske, d. 20.10).
Danmark er i top på grund af god dækning, stor pensionsformue, høje bidrag, og et solidt privat pensionssystem.
Men træerne vokser ikke ind i himlen. Skal positionen fastholdes er politikerne nødt til at løse samspilsproblemerne mellem arbejdsmarkedspension og folkepension. I dag risikerer vi, at en gruppe lønmodtagere trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet på grund af uhensigtsmæssige modregningsregler.
Det er uheldigt, hvis aftalerne på arbejdsmarkedet om pensionsopsparing ikke understøttes af de offentlige skatte- og pensionsregler.
I dag er mange lav- og mellemindkomstgrupper ramt af et uheldigt samspil mellem beskatningen af pensionsudbetalinger og modregning i offentlige ydelser. For nogle grupper er modregningen så kraftig, at den samlede beskatning bliver så hård, at det ikke kan betale sig at spare op lige før pensionering.
Vi kan med rette være stolte af vores pensionssystem. Kombination af folkepensionen, arbejdsmarkedspension og privat opsparing sørger for, at stort set alle er sikret en rimelig levestandard som pensionister. Arbejdsmarkedspensionen er sammen med folkepensionen nøglen til et fremtidssikret, dansk pensionssystem.
Det er resultatet af en lang tradition for rettidig omhu og vilje til, at politikere og arbejdsmarkedets parter i fællesskab løser samfundets udfordringer. Denne tradition skal vi holde fast i for at sikre, at der fortsat er tillid og opbakning til pensionssystemet.