Den 13. kongres for den europæiske fagbevægelse afholdes tirsdag d. 29. september til d. 2. oktober i Paris. Fra FTF deltager blandt andre Bente Sorgenfrey, formand for FTF og NFS samt Kent Petersen, næstformand i FTF.
I dag åbnes kongressen med oplæg af Jean Claude-Juncker, formand for EU-Kommissionen, Martin Schulz, formand for Europaparlamentet og Frankrigs præsident Francois Hollande. Herefter vil de europæiske fagforeninger i løbet af fire dage diskutere hvordan de kan bidrage til bl.a. jobskabelse, integration af flygtninge og bekæmpelse af social dumping i hele Europa.
Derudover vil der også blive valgt en ny præsident for den europæiske fagbevægelse. Tirsdag startes kongressen med diskussion om jobskabelse for unge og Ungdomsgarantien, som blev fremlagt af den forrige EU-Kommission. I den forbindelse interviewes EU’s beskæftigelseskommissær Marianne Thyssen.
Om onsdagen er der session om den nuværende flygtningekrise i Europa, jobskabelse og fagforeningernes rolle på arbejdspladser. Torsdag skal den europæiske fagbevægelse vælge ny formand for den afgående Bernadette Ségol, hvorefter der diskuteres bekæmpelse af social dumping.
Afslutningsvis vil der fredag være debat om den europæiske fagbevægelses rolle, hvor bl.a. FTF-direktør Jens Kragh deltager.