LO og FTF har modtaget ”Forslag til lov om ændring af lov om Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse” i høring.
Ændringen begrundes med, at der fra 2016 og frem vil være et væsentligt mindre råderum i Fonden end hidtil, og at organiseringen og administrationen af Fonden dermed kan forenkles og effektiviseres.
Lovforslaget er ventet, og blev varslet allerede i forbindelse med indgåelsen af den Politiske aftale om udmøntning af midler i Fonden, af 27. februar 2015.
LO og FTF tager til efterretning, at regeringen vurderer, at behovet for en bestyrelse og et selvstændigt sekretariat til administration af fonden er reduceret ud fra den hidtil aftalte udmøntning af midler fra 2016 til og med 2018. LO og FTF finder det dog samtidig helt afgørende, at arbejdsmarkedets parter fortsat inddrages og har indflydelse på, hvordan de tilbageværende midler i fonden administreres inden for de politisk aftalte formål og initiativer.
LO og FTF finder i den forbindelse, at følgegruppens rolle skal præciseres i lovforslaget og i bemærkningerne til dette, således at følgegruppen – og dermed arbejdsmarkedets parter – ikke blot skal vejlede men også reelt inddrages og kan rådgive i beslutninger om løbende omprioriteringer af midler mellem aftalte indsatser (jf. bestyrelsen hidtidige rolle).
LO og FTF vil samtidig gøre opmærksom på, at Fonden ved udgangen af 2014 rådede over en opsparing af uforbrugte midler på knap 400 mio.kr. I løbet af de to første kvartaler af 2015 er beløbet steget med knap 30 mio.kr., således at Fonden nu råder over en opsparing på ca. 420 mio. kr., hvilket i LO og FTF’s optik ikke udgør et lille eller uvæsentligt råderum.
LO og FTF hæfter sig ved, at det i bemærkningerne til lovforslaget flere steder understreges, at Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse fremover skal fortsætte som en fond, hvor formålene med anvendelsen af midlerne er uændrede. Dette bakker LO og FTF kraftigt op om, og ser det som et positivt udtryk for, at de tilbageværende og endnu ikke disponerede midler skal anvendes på indsatser, der falder under Fondens formål; altså indsatser der bidrager til at forebygge fysisk og psykisk nedslidning, samt arbejdsulykker og erhvervssygdomme, indsatser der bidrager til at fastholde seniorer og medarbejdere med nedsat arbejdsevne samt inklusion og hurtig tilbagevenden til arbejdet.
LO og FTF skal derfor opfordre til, at regeringen snarest muligt tager initiativ til at indgå aftale om udmøntning af opsparingen inden for Fondens formål. LO og FTF skal i den forbindelse henvise til brev af 17. januar 2104, fra fondsbestyrelsen til Beskæftigelsesministeren, hvor en enig bestyrelse foreslår konkrete initiativer inden for tre indsatsområder, herunder forslag om etablering af en Belønningsordning.
LO og FTF opfordrer i tilknytning til ovenstående regeringen til, at der i forbindelse med udmøntningen sikres en rimelig balance mellem de tre indsatsområder, således at der efter fondens underlægning under STAR fortsat også prioriteres midler til den forebyggende arbejdsmiljøindsats.
Endelig hæfter LO og FTF sig ved, at det i lovbemærkningerne påpeges, at Fondens midler for 2015, 2016, 2017 og 2018 er disponeret efter politisk aftale i finansloven. Samtidig er fondens bestyrelse blevet oplyst, at regeringen ikke længere anser aftalen af 27. februar 2015 for gældende, og der hersker derfor på nuværende tidspunkt urimelig stor usikkerhed om, hvordan de hidtil aftalte midler for 2016-2018 skal udmøntes.
LO og FTF vil i den forbindelse understrege, at en række af de aftalte indsatser allerede er iværksat i 2015 og andre er varslede, således at der hos målgrupperne er en berettiget forventning til og er planlagt efter, at indsatserne gennemføres. Blandt andet i forhold til nanoforskningscenteret, forebyggelsespakkerne, og herunder særligt de nye voldsforebyggelsespakker til sygehuse og folkeskoler, anser LO og FTF det for stærkt problematisk, hvis indsatserne ikke gennemføres. Initiativerne adresserer centrale arbejdsmiljøudfordringer, hvor forebyggelse af helbredsproblemer, nedslidning og udstødning fra arbejdsmarkedet er afgørende.
LO og FTF opfordrer derfor regeringen til at sikre kontinuiteten i den igangsatte og planlagte indsats under Fonden.
Sluttelig skal LO og FTF opfordre til, at høringer vedrørende Fonden fremover sendes direkte til alle parter, der er repræsenteret i bestyrelsen/den foreslåede følgegruppe.
Arkiveret indhold fra ftf.dk
Notat
Lovforslag om ændring af lov om Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse
Lovforslagets formål er at forenkle organiseringen og administrationen af fonden fra 1. januar 2016. Det foreslås, at bestyrelsen nedlægges og erstattes af en følgegruppe, og at fonden lægges ind under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. FTF og LO finder det afgørende, at arbejdsmarkedets parter fortsat inddrages og har reel indflydelse, og at den forebyggende arbejdsmiljøindsats fortsat prioriteres. FTF og LO påpeger samtidig behovet for en hurtig afklaring af anvendelsen af fondens opsparede midler på godt 400 mio. kr.