Alt for mange bliver syge af stress. Cirka 370.000 lønmodtagere føler sig ofte eller hele tiden stressede, viser beregninger foretaget på baggrund af en helt ny opgørelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) samt tal fra Danmarks Statistik. 27.000 lønmodtagere er blevet spurgt i NFA?s undersøgelse. Tallet på 370.000 har aldrig været offentliggjort før.
Det er helt afgørende, at vi sikrer, at mennesker ikke bliver syge af at arbejde, mener LO og FTF, som tilsammen taler på vegne af 1,5 mio. lønmodtagere. Dårligt psykisk arbejdsmiljø har alvorlige konsekvenser for den enkelte, familien og arbejdspladsen. Derudover er det lønmodtagerne, der får hjulene til at dreje rundt i samfundet og hver dag skaber værdi på deres arbejdspladser i både den offentlige og private sektor. Men det kan de ikke, hvis arbejdsmiljøet gør dem syge, påpeger næstformand for LO, Lizette Risgaard og formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
? Det er meget alvorligt, når 370.000 lønmodtagere er stressede. Politikerne må gøre deres for at sikre rammerne for godt arbejdsmiljø på arbejdspladserne, blandt andet ved at sikre, at ledere uddannes i at håndtere stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Hvis vi vil opnå de andre politiske mål om at skabe flere arbejdspladser og bedre velfærd, er vi nødt til også at sikre, at man ikke bliver syg af at arbejde, siger Bente Sorgenfrey.
Forslaget om at uddanne ledere i psykisk arbejdsmiljø er et af i alt fire konkrete forslag om arbejdsmiljø, som de to hovedorganisationer har fremlagt i det fælles valgoplæg ?Sammen skaber vi værdi?.
Et andet forslag er at belønne de arbejdspladser, som gør det godt, og straffe dem, der har et dårligt arbejdsmiljø. Det sidste er vedtaget af Folketinget, men det er vigtigt også at få guleroden med, påpeger de to hovedorganisationer.
Et tredje handler om at oprette et rådgivningssystem, hvor arbejdspladser kan hente hjælp og rådgivning.
? I dag bruger de fleste arbejdspladser kun professionel hjælp til at løse problemer, når de har fået en række påbud. Det vil sige, at rådgivningen fungerer som en slags brandslukning. Med vores model forebygger vi i stedet for at lappe, siger Lizette Risgaard.