Uddannelsesudvalg skal sikre kvalitet og udvikling 
Vigtige beslutninger vedrørende de videregående uddannelsers indhold og kvalitet er i dag decentraliseret til den enkelte professionshøjskole og erhvervsakademi. Arbejdet i uddannelsesudvalgene og udvalgenes samspil med ledelsen og bestyrelserne på uddannelsesinstitutionerne er derfor et vigtigt indsatsområde for professionerne og de faglige organisationer for at øve indflydelse på udviklingen af egne uddannelser. 

For at understøtte arbejdet i uddannelsesudvalgene har FTF udarbejdet en pjece som er tænkt som guide for de organisationsudpegede medlemmer af uddannelsesudvalg på professionshøjskoler og erhvervsakademier. Det er vigtig, at organisationsrepræsentanter i uddannelsesudvalg får så gode arbejdsbetingelser som muligt, og at mulighederne for at styrke uddannelserne gennem arbejdet i uddannelsesudvalg bliver udnyttet til fulde. Pjecen giver et kort indblik i hvad uddannelsesudvalgenes opgave er, og de regelsæt, som uddannelsesudvalgene arbejder inden for.

Pjecen giver også et indblik i de netværk, som findes på FTF-området regionalt. Det er en god mulighed for at få viden, inspiration og opbakning til arbejdet i det enkelte uddannelsesudvalg. Netværkene skal også styrke samarbejdet mellem FTF-repræsentanterne i professionshøjskolers og erhvervsakademiers bestyrelser og de enkelte medlemmer af uddannelsesudvalg.

Pjecen er tænkt som et dynamisk dokument, som opdateres løbende. Den seneste version indeholder bl.a. ny info om institutionsakkrediteringer mv.

Vi opfordrer til, at I som bruger pjecen, kommer med forslag til ændringer, tilføjelser og gode eksempler. På den måde kan pjecen tjene sit formål: At bidrage til at organisationsrepræsentanter i uddannelsesudvalg er godt klædt på til opgaven.