Kommunerne bør bruge alle de penge, som de har til rådighed, til at skabe nye arbejdspladser. Det er to ud af tre vælgere (64 %) helt enig eller overvejende enig i. Det viser en ny meningsmåling fra Epinion.
Samtidig mener to ud af tre af vælgerne, at det er et problem for velfærden, hvis kommunerne undlader at bruge hele deres budget (66 % er helt enig eller overvejende enig).

Hovedårsagen til, at kommunerne ikke bruger alle de penge, som de har til rådighed i budgettet, er frygt for at blive straffet. Det skyldes de såkaldte regnskabssanktioner, som et flertal i Folketinget har vedtaget skal ramme de kommuner, der bruger flere penge, end der budgetteret med.
Hvis kommunerne under ét overskrider budgettet, skal kommunen, der bruger flere penge end budgetteret, selv betale 60 procent af beløbet til staten. Derudover udløser synderen også en kollektiv straf over alle landets kommuner, som samlet skal betale de resterende 40 procent.
Problem for velfærden og borgerne
Det er et problem for velfærden, hvis kommunerne undlader at bruge hele deres budget for at undgå økonomiske sanktioner, mener LO og FTF, der er enige med vælgerne. I LO og FTF opfordrer man politikerne til at lytte til vælgernes klare melding.
”Slip nu den uhensigtsmæssige styring af kommunernes økonomi. Det skader væksten, forringer velfærden og rammer også den private sektor,” siger formand for FTF Bente Sorgenfrey.