Venstres Hans Andersen og Sophie Løhde vil ikke stå ved, at partiets nulvækst eller udgiftsstop, som partiet nu kalder det, betyder 20 mia. kr. mindre til velfærd og varekøb i stat, regioner og kommuner frem til 2020 (Frederiksborg Amts Avis, d. 18.4). Finansministeriet har ellers beregnet i et klokkeklart svar til Folketinget, at nulvækst i det offentlige frem til 2020 vil koste 32.000 offentlige job, fordi det offentlige får færre penge til lønudgifter og varekøb. I alt 20 mia. kr. mindre end med den nuværende økonomiske plan, der tillader et offentligt forbrug på 0,6 % årligt.  

Venstre påstår, at nulvækst ikke vil koste offentlige job, og heller ikke vil mindske det offentliges varekøb i den private sektor, hvilket vil koste private job, når fx kommuner ikke længere kan købe produkter af private virksomheder.
Venstre skylder vælgerne et svar på, hvor der så skal spares henne? For der skal findes milliarder af kroner andre steder, hvis velfærden ikke skal berøres af nulvækst.
Venstre vil afsætte en milliard kroner mere til sundhedsvæsnet, skriver Andersen og Løhde. Men det rækker ikke langt. Befolkningen vokser med 120.000 flere personer frem til 2020. Det vil frem til 2020 på alene sundhedsområdet koste 7,5 mia. kr. mere end i dag.

Det betyder, at hvis sundhedsvæsenet skal følge med den demografiske udvikling (at der bliver flere ældre) skal der tilføres mere end 1,25 mia. kr. hvert år fra 2015 til 2020 blot for, at udgifterne per borger skal være på samme niveau i 2020 som i 2014.
Her batter Venstres ene ekstra milliard i 2015 ikke meget.
Skrappe sanktioner rammer velfærden
Der er blevet færre offentligt ansatte siden 2011, fordi kommunerne er bange for at bruge alle deres penge pga. regnskabssanktionen.  En sanktion som Venstre har været med til at beslutte. Underforbruget i kommunerne understreger blot det katastrofale ved nulvækst, der vil forværre situationen yderligere med færre ansatte til at pleje de ældre og være sammen med børnene.
Skal man forstå Venstres udmelding sådan, at de vil afskaffe regnskabssanktionen, så kommunerne ikke underforbruger, men bruger alle deres penge på velfærd?
Nulvækst giver færre penge til det stigende antal borgere, som forventer velfærd og service. Venstre efterlader vælgerne med spørgsmålet: Hvor vil Venstre skære henne, når der indføres nulvækst med Løkke ved roret?