Regeringen har indgået en aftale om et nyt refusionssystem på beskæftigelsesområdet med Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Refusionsomlægningen træder i kraft fra 1. januar 2016.
Samtidig med omlægningen af refusionssystemet gennemføres ændringer i det kommunale tilskuds- og udligningssystem for at afbøde de fordelingsmæssige virkninger i kommunerne, som følger af refusionsomlægningen.
Aftalen om et nyt refusionssystem er en del af beskæftigelsesreformen, der er trådt i kraft 1. januar 2015. Ifølge beskæftigelsesreformen vil omlægningen af refusionssystemet bidrage til finansieringen af den forbedrede beskæftigelsesindsats med 4 mia. kr. i 2020.
Det nye refusionssystem
I det nye refusionssystem er refusionssatsen ens for alle ydelser, og aftrappes over tid. 
Det er en ny tilgang til refusion, idet der hverken skelnes til den ydelsestype eller indsats som borgeren modtager eller om borgeren skifter mellem ydelser. Refusionen afhænger alene af, hvor lang tid borgeren er på offentlig forsørgelse.
I dag varierer statslige refusion til kommunerne af ydelsestype og den aktive indsats, som borgeren modtager.
Ifølge aftalen er hensigten med omlægningen at styrke kommunernes fokus på resultater gennem et større økonomisk incitament til at forebygge langvarig offentlig forsørgelse og gennemføre en effektiv indsats. 
De nye refusionssatser for alle ydelser og indsatser bliver fremadrettet:  
·     80 pct.        de første 4 uger
·     40 pct.        fra 5. – 26. uge
·     30 pct.        fra 26. – 52. uge
·     20 pct.        efter uge 52 
I modellen skal kommunerne gradvis selv betale mere af ydelsen. Tankegangen bag aftrapningsmodellen er, at kommunerne kun i begrænset omfang kan forhindre, at en borger kommer på offentlig forsørgelse. Derfor er refusionen høj de første 4 uger. Derimod har kommunerne bedre mulighed for at påvirke, hvor længe borgeren forbliver på offentlig forsørgelse, og derfor nedsættes refusionen gradvist.
Alle ydelser omfattes som udgangspunkt af refusionsmodellen. Dog er de ydelser, som kommunen ikke kan påvirke, ikke omfattet af reformen. Det drejer sig bl.a. om efterløn, seniorjob, feriedagpenge, barselsdagpenge og jobrotation.  
Refusionsmodellen træder i kraft den 1. januar 2016. Borgere, som befinder sig på offentlig forsørgelse på den dato indgår i den nye model på den refusionssats, der svarer til deres anciennitet i systemet fra 1. juli 2014 (svarende til tidspunktet for indgåelsen af aftale om forlig om en ny beskæftigelsesindsats). Det vil betyde, at en borger højest kan have refusionsanciennitet 1½ år, når reformen træder i kraft.
Personer, der er tilkendt førtidspension og fleksjob før 1. juli 2014 vil ikke blive omfattet af de nye refusionsregler, men bibeholder deres nuværende refusionssats. Dog vil fleksjobbere eller førtidspensionister, der udtræder af deres ordning og visiteres til en ny ydelse, indgå i refusionstrappen med den ”nye” ydelse. Det gælder også personer ansat i midlertidige fleksjob, der overgå til et nyt midlertidig eller fast fleksjob. 
Særregler for fleksjobbere
Der indføres et særligt fleksbidrag til kommunerne i forhold til fleksjobbere, der har været på offentlig forsørgelse i mere end 1 år. 
Formålet er at sikre, at kommunerne forsat har incitament til at oprette fleksjob frem for at fastholde borgeren på passiv kontanthjælp. 
Fleksbidraget består af et tilskud, som beregnes med udgangspunkt i fleksjobberens løn, og følger beregningen af fleksjobtilskuddet. Bidraget kan maksimalt udgøre 30 pct. af fleksjobtilskud efter refusion og aftrappes med en fast sats på 20 pct. i takt med at den kommunale udgift til fleksjobtilskuddet falder, hvis fleksjobbernes løn øges.
Refusionstæller
Med det nye refusionssystem bliver borgerens varighed på offentlig forsørgelse et vigtigt omdrejningspunkt. For at afgøre, hvor længe en borger har modtaget offentlig forsørgelse, skal der som noget nyt oprettes en ”refusionstæller”, der tæller hvornår en borger starter og slutter på offentlig forsørgelse. Tælleren definerer, hvornår ydelser til en person ”starter forfra” i refusionstrappen.
Refusionstælleren nulstilles efter 1 års sammenlagt selvforsørgelse eller ordinær ustøttet beskæftigelse inden for en referenceperiode på 3 år. Hvis en person herefter igen modtager offentlig forsørgelse, starter trappen forfra og kommunen får høj refusion for udgifterne til overførselsindkomst.
Der er ingen former for beskæftigelse, hvor der ydes støtte til lønnen (fx løntilskud, fleksjob, seniorjob, voksenlærlinge og jobrotation), der kan tælle som selvforsørgelse.
FTF vurdering
Refusionssystemets indretning er et af de vigtigste redskaber i beskæftigelsespolitikken. Refusionssatserne på ydelserne og aktive indsatser anvendes til at styre kommunernes valg og adfærd på beskæftigelsesområdet. En reform af refusionssystemet er derfor et vigtigt politisk tiltag, som sammen med beskæftigelsesreformen i høj grad vil være bestemmende for den fremtidige kommunale indsats på beskæftigelsesområdet.
FTF er ikke tilfreds med det nuværende refusionssystem, hvor valg af indsats i høj grad er styret af størrelsen på refusionssatsen frem for en vurdering af om indsatsen bringer borgerne tættere på arbejdsmarkedet.
Med refusionsomlægningen får kommunerne et stærkt incitament til at iværksætte en tidlig indsats, der kan få borgeren varigt i beskæftigelse og væk fra langvarig offentlig forsørgelse. Det er FTF’s håb, at kommunerne med reformen netop vælger at se på beskæftigelsesindsatsen som en investering, hvor investeringen i en god indsats for borgeren betaler sig tilbage ved at sikre varig beskæftigelse.
Men FTF kan også forudse en række udfordringer i den nye reform. Det gælder måske især for de ikke-arbejdsmarkedsparate borgere, der er på offentlig forsørgelse i længere tid og som har behov for langvarige indsatser, som vil foregå til refusionssatser på 20 pct. 
FTF er bekymret for, at faldende refusionssatser, der er nede på 20 pct. allerede efter et år, vil skabe et stærkt økonomisk incitament i kommunerne til at presse borgere ud af offentlige forsørgelse eller ned på en lavere ydelse, fordi borgerne bliver for dyre for kommunen. Man kan således frygte en stigning i den udvikling, der i øjeblikket tegner sig i kommunerne i form af, at sygedagpenge bliver lukket ved hjælp af §7 i sygedagpengeloven, at mange visiteres til jobafklaringsforløb frem for at fortsatte på sygedagpenge og at mange tilkendelser af fleksjob erstattes af ressourceforløb. FTF er også bekymret for at langvarige og gode indsatser som fx uddannelsesrevalidering, som har gode effekter, vil blive yderligere nedprioriteret. 
Det er dog positivt, at der indføres et fleksbidrag til fleksjobordningen, som afhjælper reformens uheldige effekt, der ville gøre passiv kontanthjælp til en mere økonomisk attraktiv ordning end fleksjob. 
Det vidner på den anden side om, at refusionsomlægningen til ens satser ikke sikrer økonomiske neutralitet mellem de enkelte ydelser. Nogle indsatser vil fortsat være billigere for kommunen end andre og der er således fortsat mulighed for kassetænkning. 
Det er derfor FTF’s vurdering, at indførelsen af et refusionssystem med gradvis nedtrapning af refusionssatserne kan tilskyde kommunerne til en tidlig og bedre indsats end i dag, men samtidig kan reformen også betyde i en stigning af antallet af borgere, som enten står uden offentlig forsørgelse eller som nedvisiteres til lavere ydelse. Derudover er der en risiko for aftrapningsmodellen vil betyde, at kommunerne vil fokusere på indsatser som bringer borgere hurtig i beskæftigelse frem for varigt i beskæftigelse. Refusionsomlægningen kan derfor forringe borgernes retssikkerhed og betyder en udhuling af det økonomiske sikkerhedsnet.
Tilpasninger i tilskuds- og udligningssystemet
Reformen betyder, at kommunerne vil modtage mindre i refusion, men til gengæld stiger bloktilskuddet til kommunerne med et tilsvarende beløb. Kommunerne vil således samlet set fortsat få finansieret deres udgifter på beskæftigelsesområdet af staten, men fordelingen mellem kommuner vil blive anderledes. Kommuner med relative mange overførselsindkomstmodtagere vil miste indtægter, mens det modsatte vil gælde for kommuner med relativt få overførselsindkomstmodtagere.
Fordelingsvirkninger vil alt andet lige blive forstærket over årene i takt med, at der sker en udfasning af personer, der har fået tilkendt førtidspension og fleksjob i det gamle refusionssystem. Samlet er der tale om en omlægning fra refusion til bloktilskud, som på det foreliggende grundlag skønnes til ca. 7,6 mia. kr. i 2016 stigende til ca. 16,7 mia. kr. i 2032. 
For at afbøde de negative fordelingsmæssige konsekvenser af reformen mellem kommunerne er det aftalt at foretage ændringer i det kommunale tilskuds- og udligningssystem på kort og længere sigt.
For det første gennemføres med virkning fra 1. januar 2016 en tilpasning af udligningssystemet. Det sker bl.a. ved, at udligningsniveauet i landsudligningen øges fra 58 til 61 pct. 
For det andet etableres en ordning, som begrænser kommunernes tab og gevinster til 0,1 procent af beskatningsgrundlaget i 2016 og 0,2 procent i 2017 samt et loft, som yderligere begrænser de absolutte gevinster og tab til 10 mio. kr. i 2016 og 20 mio. kr. i 2017. Midlerne fra de kommuner, der opnår mere end hhv. 10 og 20 mio. kr. i gevinst reserveres til særtilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner, hvor refusionsomlægningen kan indebære en belastning for kommunens økonomiske situation.
For det tredje igangsættes et arbejde i Finansieringsudvalget med henblik på en permanent tilpasning af det kommunale tilskuds- og udligningssystem, som vil kunne træde i kraft pr. 1. januar 2018. 
FTF vurdering
Reformen vil føre til store omfordelinger mellem kommunerne og så selvom der er indført overgangsordninger. 
Det vil skabe til et pres på både de kommunale velfærdsydelser og på borgere på overførselsindkomst i de tabende kommuner. Det i en tid, hvor mange kommuner i forvejen hvert år skærer ned på børnehaver, skoler og udsatte børn og unge. Reformen kan således risikere at gøre det skæve Danmark endnu skævere.  Arbejdet med en ny udligningssystem, der skal træde i kraft i 2018 bliver derfor meget vigtigt.
Der er behov for at følge udviklingen af reformen nøje både hvad angår borgernes adgang til ydelser og den indsats de vil få samt konsekvenser for kommunalt velfærd i de kommuner som taber på reformen.