Fredensborg Kommune gennemførte i foråret 2013 uddannelsesforløbet "TR-universitetet" for kommunens egne tillidsrepræsentanter. Formålet var bl.a. at ruste TR-folk til få mere styr på kommunens forandringsprocesser, økonomi og strategi.
Men uddannelse af tillidsrepræsentanter er normalt fagforeningens område, ikke kommunens. Annette Hansen-Jacobsen deltog i uddannelsesforløbet som tillidsmand fra Danmarks Lærerforening, der selv uddanner TR-folk.
Hun er i dag fælledstillidsrepræsentant og næstformand i Fredensborg Kommunes Hovedudvalg, men på daværende tidspunkt havde hun og Danmarks Lærerforening en stor del skepsis over for kommunens formål med TR-universitetet.
Tillidsfolkene var generelt bekymret over hvor tiden skulle tages fra. Det var ifølge Annette Hansen-Jacobsen ikke alle ledere, der var indstillet på at give "den fornødne tid".
"Vi bekymrede os over at uddannelsen lå hen over vores undervisningstimer som lærere. Og derudover var jeg skeptisk over for om kommunen kunne ramme de mange forskellige fagligheder i uddannelsen", forklarer hun.
Kommunal TR-uddannelse er efteruddannelse
Hendes opfattelse af TR-uddannelsen vendte dog på hovedet undervejs. Efter forløbet er hun blevet meget positiv over for at kommuner også selv uddanner TR-folk.

Stik modsat hendes skepsis var en af fordelene ved kommunens uddannelse netop at den bragte mange forskellige arbejdspladser sammen:
"For det første var der gode faglige udfordringer til os alle. Og så fik vi både en stor indsigt i andre fagområder og et godt netværk ud i resten af kommunen", siger Annette Hansen-Jacobsen.
TR-universitetet var et afgrænset forløb, som ikke afholdes længere, men undervisningen bliver overleveret til nye TR-folk i kommunen. De gennemgår et et-dags program med de væsentligste ting fra TR-universitetet.
På den måde fungerer kommunens TR-uddannelse som en efteruddannelse, der er mere kommunespecifik end det TR-folk får med fra deres basisuddannelse, vurderer Annette Hansen-Jacobsen.
Den moderne TR forstår ledelsesstof
Formålet med TR-uddannelsen i Fredensborg Kommune var at sætte fokus på det strategiske samarbejde mellem TR og ledere:
"Tillidsrepræsentanter har i dag flere forskellige arbejdsområder end tidligere. De er med både når det handler om strategi, forhandlinger og når det handler om medarbejderrelationer," forklarer Tina Bjerregaard, HR chef i Fredensborg Kommune.

TR-universitetet i Fredensborg Kommune satte derfor deltagerne ind i emner som kommunal organisationsforståelse, forandringsprocesser og økonomiske udfordringer. Uddannelsen handlede dermed om at specialisere, og ikke erstatte, TR’s kompetencer fra andre uddannelser.
Tina Bjerregaard forklarer, at tillidsrepræsentantens arbejdsområder kræver, at TR forstår ledelsesstof. De er f.eks. med i ledercirklen, når kommunen informerer om budgetter og kommunens overordnede strategi, tilføjer hun.
Samarbejdet med lederne afhænger dog i sidste ende også af kemi og viljen til at omstille sig til hinanden, påpeger Annette Hansen-Jacobsen.