En evalueringsrapport af FTF’s trainee-projekt giver stor ros til projektets unikke kombination af opkvalificering og praktikforløb for arbejdsløse dimittender. Rapporten er udarbejdet for Beskæftigelsesministeriet af konsulentvirksomheden Rambøll.10 faglige organisationer under FTF har deltaget i trainee-ordningen.
Tilsammen har de etableret 1.099 trainee-forløb for ledige nyuddannede. Forløbene består typisk af kortere fagspecifikke kurser, der kombineres med et fagligt kvalificerende forløb på en arbejdsplads inden for den arbejdsløses fagområde.

Beskæftigelseseffekten viser sig at være god: 50 procent af deltagerne er i beskæftigelse senest et år efter trainee-forløbet. Projektet har været finansieret af en bevilling på 10 mio. kr., som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen(S) tog initiativ til kort tid efter, at den nuværende regering tiltrådte.
De gode resultater har nu ført til, at regeringen som led i den politiske aftale om beskæftigelsesreformen har afsat 10 mio. kr. på udspillet, så ordningen kan fortsætte i 2015 og 2016.
Ekspertviden om profession giver gode forløb
Evalueringsrapporten fremhæver særligt den unikke kombination af kurser og praktikforløb. Ifølge Rambøll har FTF haft succes med at sammensætte opkvalificering og praktikforløb, der matcher virksomhedernes efterspørgsel. Succesen skyldes især de faglige organisationers ekspertviden om dimittendernes profession og om det arbejdsmarked, som dimittendernes uddannelse er rettet mod. En ekspertviden, der er blevet koblet med a-kassernes viden om de enkelte ledige.

Stor tilfredshed med forløbene
Rapporten viser, at deltagerne har været tilfredse med forløbene. 83 procent svarer, at de vil anbefale trainee-forløbet til en ven – heraf vil 60 procent vil i høj grad anbefale det.
Rapporten giver også et praj om, hvorfor deltagerne har været så tilfredse med forløbene. 62 procent af dem, der nu er i job, peger på, at de konkrete erhvervserfaringer, de har opnået i forløbet, enten har haft stor eller meget stor betydning for, at de kom i job. 58 procent har svaret, at styrkede personlige kompetencer har haft stor eller meget stor betydning, og 55 procent har svaret, at den faglige specialisering har haft stor eller meget stor betydning.
Også brug for ordningen efter 2016
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, er glad for de mange gode erfaringer med at inddrage de faglige organisationer og a-kasserne i at hjælpe nyuddannede i arbejde inden for deres fagområde. Hun glæder sig over, at regeringen har fortsat bevillingen, så arbejdsløse dimittender i 2015 og 2016 også kan få glæde af ordningen.
"A-kasserne og de faglige foreninger har lagt et fantastisk stykke arbejde i at få stablet de mere end tusind trainee-forløb på benene. Der er nu opbygget et udvidet samarbejde i mellem a-kasserne og de faglige organisationer, og der er etableret kontakt til virksomhederne. Nu kan vi virkelig høste frugterne af indsatsen. Derfor er jeg glad for, at regeringen og partierne bag beskæftigelsesreformen har gjort det muligt for os at fortsætte trainee-ordningen", siger Bente Sorgenfrey.
Hun håber på, at bevillingen på sigt vil blive permanent, så a-kasserne og de faglige organisationer får endnu bedre mulighed for at implementere trainee-forløbene i deres arbejde.
"Evalueringen viser, at trainee-ordningen er et effektfuldt redskab til at hjælpe ledige dimittender med at få et job inden for deres fagområde. Som Rambøll også lægger vægt på, skyldes den store succes i høj grad forløbenes store professionsfokus, som er helt unikt for trainee-ordningen, og den er derfor et vigtigt supplement til jobcentrenes arbejde. Et supplement der også vil være tiltrængt efter 2016," siger hun.
Bedre jobansøgninger
Trainee-forløbene har også gjort en forskel for de deltagere, der endnu ikke er kommet i ordinært job. Ifølge rapporten er små 20 procent begyndt at søge job i andre typer virksomheder end tidligere, og over halvdelen er begyndt at præsentere sig anderledes i CV og jobansøgninger.
Svarere tyder på, at dimittenderne har tilpasset deres jobsøgning efter den indsigt, de har fået i, hvad arbejdsgiverne inden for deres fagområde efterspørger.
Udvide samarbejdet med jobcentrene
Et af Rambølls få kritikpunktet går på, at FTF i højere grad bør inddrage de lokale jobcentre i trainee-forløbene. Et punkt Bente Sorgenfrey gerne vil arbejde videre med.
"På nogle områder og i visse dele af landet kan vi godt inddrage jobcentrene noget mere i et samarbejde, så længe vi bare i fællesskab holder fast i, at det der adskiller trainee-forløbene fra jobcentrenes forløb, især er de faglige organisationers store professionsfokus. En fordel, vi naturligvis skal bygge videre på", siger Bente Sorgenfrey.