”Vi skal leve af det, vi har mellem ørerne. Vi skal blive dygtigere”, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt i dag. Sammen med LO-formand Harald Børsting og formand for FTF, Bente Sorgenfrey, deltog hun i dag på Folkemødet i en debat om fremtidens velfærd og offentlige sektor.
Det er godt at høre, at regeringen vil bruge penge på uddannelse, lød en kommentar fra salen. ”Men I har overset mellemniveauet. De er også en vigtig ressource, hvis vi skal skabe vækst, men det går ikke, hvis I udvander de mellemlange uddannelser”, lød det fra tilhøreren.
”De penge, der tidligere blev brugt på meningsløs aktivering, skal bruges på dem, der har fået mindst uddannelse. Men vi skal også følge op, og vi har ikke glemt jer med mellemlange uddannelser”, lovede statsministeren.
”Vi kan ikke lave kvalitet i den offentlige sektor uden dygtige medarbejdere”.
Kommuner skal bruge deres penge
Harald Børsting og Bente Sorgenfrey roste begge statsministeren for den vækstplan, regeringen har præsenteret. Men Sorgenfrey pegede også på det problem, at kommunerne ikke bruger de penge, de har budgetteret med af frygt for regeringens sanktioner, hvis de overskrider.
”Det koster offentlige arbejdspladser, når kommuner og regioner ikke bruger de penge, der er meldt ud. De arbejdspladser kunne ellers generere købekraft, så den private sektor får noget at leve af”, sagde hun.

Hun efterlyste også bedre rammer for offentlig-privat samarbejde.
”Rundt omkring i landet er der 250 offentlig-private samarbejder, viser en opgørelse, vi har lavet i FTF. Men det er alt for lidt. Vi skal understøtte samarbejdet endnu mere, og det havde jeg gerne set bredt mere ud i jeres vækstoplæg”, sagde hun.
Helle Thorning-Schmidt var enig i, at den offentlige og private sektor ikke er i konkurrence, men at de er hinandens nødvendighed.
"Vækst handler ikke kun om den private sektor, men også om den offentlige sektor. Og de to skal spille sammen", sagde hun.

Hvis vi skal skabe vækst og flere arbejdspladser i den private sektor, skal den offentlige sektor virke og have kvalitet. ”Vi er imod nulvækst”, sagde Thorning flere gange gennem debatten. Hun anerkendte også, at mange offentligt ansatte føler, at hverdagen er blevet presset og sagde, at der er nok er brug for lidt flere offentligt ansatte i fremtiden.
”Men de penge, som er sat af til det offentlige i fremtiden er ikke guld og grønne skove. Danmark får ikke råd til fortidens vækstprocenter i den offentlige sektor”, lød det fra Thorning-Schmidt.
Beskæftigelsesreform skal sikre uddannelse
Formanden for LO, Harald Børsting, tilsluttede sig, at uddannelse er vejen ud af krisen. Han kritiserede arbejdsgiverne for at være imod dele af den beskæftigelsesreform, som lige nu er ved at blive handlet på plads.
”De siger, at der ikke er nogen til at arbejde, fordi alle sidder på skolebænken. Det er ikke til at holde ud at høre på. Det er et alvorligt problem, at vi har arbejdsgivere, der siger sådan”, sagde Harald Børsting.
Han rådede regeringen til at få beskæftigelsesreformen på plads hurtigst muligt for at sikre kvalificeret arbejdsudbud.
”Hvis Løkke er for såret, så lav den gerne med Thulesen Dahl. Det kan vi godt leve med i dansk fagbevægelse”.