I dag når fortællingen om forårets store lærerkonflikt ud til repræsentanter for 185 lande. Danmarks Lærerforening (DLF) er inviteret til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) årlige konference i Geneve.
På konferencen vil DLF’s næstformand Dorte Lange fortælle om konflikten på det danske læreområde. Det er især regeringens dobbeltrolle, der fylder i talen.
Dorte Lange peger i talen på, at Danmark normalt har et overenskomstsystem, hvor der er fin balance mellem de offentlige arbejdsgivere og det politiske system. Denne gang er der dog ifølge lærerforeningens næstformand kommet grus i maskineriet. Den ellers så fine balance mellem offentlige arbejdsgivere og ansvarlige politikere er blevet udfordret under dette års forhandlinger.
Ifølge Danmarks Lærerforening er rollerne mellem de offentlige arbejdsgivere og politikere blandet alt for meget sammen i år.
Kommunerne var så bundet til aftaler med regeringen, at det var umuligt at gennemføre rigtige forhandlinger om nye overenskomster.
Debatten fortsætter
Dorte Langes tale er et af i alt fem indspark til debatten. ILO holder hvert år konference i juni. En del af debatten tager udgangspunkt i den årlige rapport, der bliver udsendt i april. Ud over den tommetykke årlige rapport udgiver organisationen også et tillæg. I år handler tillægget om overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor.
De forskellige indlæg og eksempler kommer til at indgå i debatten.
ILO plejer ikke at kommentere eller handle efter at have hørt talerne. Dorte Lange opfordrede dog ILO til at diskutere og eventuelt komme med anbefalinger, der forholder sig til udfordringer for regeringer, der både er lovgiver og arbejdsgiver.
ILO består af repræsentanter fra regeringer, arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer i 185 lande. Organisationen blev dannet i 1919 kort efter Første Verdenskrig. ILO er en del af FN og tager sig primært af rettigheder på arbejdet verden over.