BNP-vækst i 2013 bliver svag
Næsten samtidigt er regeringen og Det økonomiske Råd kommet med nye prognoser for dansk økonomi. Begge prognoser er præget af betydelige nedjusteringer af forventninger til væksten i 2013. Regeringen troede i december 2012, at økonomien ville rette sig i 2013 og resultere i en vækst på 1,2 pct. i BNP. Et halvt år efter i Økonomisk Redegørelse fra maj 2013 er tiltroen til væksten i 2013 blegnet, og den forventes at blive på 0,5 pct.
Den store nedjustering i regeringens prognose overgås dog af Det økonomiske Råd. De var i oktober 2012 i deres efterårsrapport overbeviste om, at 2013 ville bringe en vækst på 1,6 pct. med sig, men er i maj 2013 kommet til det resultat, at væksten må forventes næsten fuldstændigt at gå i stå med en stigning i BNP på kun 0,2 pct.
Mere gang i økonomien i 2014
Når der kigges lidt længere frem end indeværende år, nemlig for 2014, er både regeringen og Det økonomiske Råd enige om, at fastholde prognosen fra tidligere. Regeringen mente i december 2012, at væksten i 2014 ville blive på 1,6 pct. af BNP. Det mener de stadig i den nye maj-prognose. Ligesådan for Det økonomiske Råd. I oktober 2012 mente de, at 2014 ville få en BNP-vækst på 1,8, og det gør de stadig.
Væksten trækkes ikke i gang af privat forbrug
Hvor der tidligere i økonomiske fremskrivninger har været peget på, at det var det private forbrug, der skulle trække væksten i gang, synes det ikke mere at være tilfældet. Det private forbrug har været påvirket af forbrugernes usikkerhed og mistillid til den økonomiske udvikling, hvilket har fået dem til at være tilbageholdende med forbruget. Både regeringen og Det økonomiske Råd har derfor nedjusteret forventninger til væksten i det private forbrug i 2013 fra hhv. 1,8 pct. til 0,6 pct. og fra 1,5 pct. til 0,4 pct. Også forventningerne til udviklingen i det private forbrug i 2014 har både regeringen og Det økonomiske Råd nedjusteret, om end forbruget dog er på et højere niveau.
Eksporten skal trække vækst i gang
Regeringen og Det økonomiske Råd er rimelig enige om, at udviklingen i eksporten bliver en del svagere i 2013 end tidligere forventet. Det beror på, at de internationale konjunkturer stadig er svage, og specielt i Europa lader opsvinget vente på sig. Regeringen forventer eksportvækst på 0,9 pct. i 2013 mod tidligere 2,2 pct. DØR forventer 0,7 pct. i eksportvækst mod tidligere 2,0 pct.
Til gengæld forventer begge at opsvinget internationalt vil betyde øget eksportvækst i 2014. Regeringen har næsten uændret skøn på 3,7-3,9 pct., mens DØR har opjusteret skønnet fra 2,8 pct. i oktober 2012-prognosen til 3,1 pct. i maj-prognosen.
Offentligt underskud overholder EU-krav
Både i regeringens og i DØR’s nye prognoser er der tale om at den offentlige saldo, altså underskuddet på de offentlige finanser, forbedres i forhold til de tidligere prognoser. Det gælder både for 2013 og 2014 underskuddet. I begge prognoser forklares det blandt andet ud fra, at den fremrykkede beskatning på kapitalpensioner giver et stort engangsbidrag til den offentlige saldo i både 2013 og 2014. Dertil kommer, at beskatningen af pensionsafkast forventes at blive relativt højt. Der er derfor i begge prognoser ingen tvivl om, at Danmark kan efterleve henstillingen fra EU fra 2010 vedr. ekstraordinære store underskud. Det økonomiske Råd peger på, at der endog er plads til at foretage en (mindre) finanspolitisk lempelse.
Ledighed falder – beskæftigelse stiger
Begge prognoser fra maj 2013 er enige om, at ledigheden falder fra 2013 til 2014. I prognoserne fra hhv. december og oktober 2012 var forventningerne også et fald, men de nye maj-prognoser har i begge tilfælde ledigheden på et lavere niveau. Regeringen regner således med 154.000 ledige i 2013 og DØR med 159.000 ledige i 2013. For 2014 er de tilsvarende tal 145.000 og 155.000 ledige.
Hvad angår beskæftigelsen er regeringens prognose i lyset af udsigterne til svag vækst overraskende optimistisk. Regeringen forudser stigning i beskæftigelsen fra 2.757.000 i 2013 til 2.767.000 i 2014, hvilket er nogenlunde på linje med deres skøn fra december.
DØR regner derimod med et fald i beskæftigelsen i 2013 på 8.000 personer, som dog bliver til en stigning i 2014 på 9.000 personer.
FTF vurdering
På trods af mindre forskelle i prognoserne fra regeringen og Det økonomiske Råd tegner begge dog et billede af en dansk økonomi, som langt fra er kommet ud af krisen.
Optimisme vedrørende, at opsvinget ville tage fat i 2013, som prognoserne fra efteråret 2012 var udtryk for, er nu blevet til en tro på, at opsvinget nok skal vise sig i 2014. Vi må alle håbe på, at det bliver til virkelighed. Der er dog grundlag for bekymring, når begge prognoser samtidigt rummer en tro på, at opsvinget vil blive båret af eksporten. Dansk økonomi er således afhængigt af, at den internationale krise er for aftagende og især i Europa. Det kan virke temmelig urealistisk.
FTF vil opfordre regeringen til at bruge det begrænsede råderum, der dog er i de offentlige finanser, til at lave en finanspolitisk lempelse. I øvrigt i lighed med, hvad de økonomiske vismænd foreslår.
FTF ser i høj grad et behov for, at tilliden til økonomien bliver genetableret og ikke skades yderligere ved, at den offentlige sektors økonomi skæres med faldende serviceniveau og fyringer af offentlige ansatte som konsekvens. Dertil kommer, at styringen af den kommunale økonomi med regnskabssanktioner er medvirkende til, at kommunerne underforbruger i forhold til de aftalte budgetter, og derfor er med til at forværre situationen, ved at der reelt sker stramninger af finanspolitikken.