Statens område 
I staten vil lønsatserne være uændret pr. 1. april 2013. De gældende satser fra april 2012 får forlænget deres gyldighedsperiode, således at de gælder indtil 31. marts 2014. Da tjenestemandspensionssatserne som hovedregel følger udviklingen i lønsatserne, er satserne for tjenestemandspensionen således også uændret. I beregningssystemet bag satsberegningen indgår et midlertidigt tillæg, som aftrappes med 200 kr. pr. år. Dette tillæg er nedreguleret med 200 kr. fra 1. april, hvorfor tjenestemænd pensioneret fra løntrin 1-28 med 36 eller 37 optjente pensionsår vil opleve et fald i satsen på 16,67 kr. pr. måned. I alle andre tilfælde er satserne uændret. FTF’s hjemmeside med pensionssatserne for tjenestemænd pensioneret ud fra statens regler er opdateret med denne ændring. 
Link til hjemmesiden med satserne for statens tjenestemandspensionister. 
 
Kommunerne 
For det kommunale område er aftalt en generel stigning i lønsatserne på 0,50 procent. Denne stigning vil også blive indregnet i tjenestemandspensionssatserne. Indregningen sker ved, at den særlige reguleringsprocent forhøjes med 0,50 procent. 
For pensioner, med påbegyndt udbetaling 1. april 2005 eller senere betyder dette, at reguleringsprocenten opgjort som indekstal forhøjes fra 128,2798 til 128,9212. For børnepension og førtidspensionstillæg anvendes en reguleringsprocent opgjort som indekstal på 130,8521, som også er forhøjet med 0,50 procent. 
Disse satser anvendes også for nytilkomne pensionister, således at ansatte, der går og vurderer deres fremtidige råderum i forhold til en fremtidig pensionering, skal se på disse sider for at finde frem til de korrekte oplysninger. 
For pensioner med påbegyndt udbetaling 31. marts 2005 eller tidligere anvendes en anden satstabel. Men her er satserne tilsvarende forhøjet med 0,50 procent ved, at den særlige reguleringsprocent er forhøjet og fra 1. april 2013 udgør 130,8521. 
Tabellerne for pensioner med påbegyndt udbetaling efter 2005 er lagt på FTF’s hjemmeside, lønsektionen.  Tilsvarende er satserne for pensioner  med påbegyndt udbetaling tidligere indlagt FTF’s hjemmeside.
Næste regulering vil være pr. 1. oktober 2013. 
 
Regionerne
For regionerne er aftalt en generel stigning i lønsatserne på 0,50 procent. Denne stigning vil også blive indregnet i tjenestemandspensionssatserne. Indregningen sker ved, at den særlige reguleringsprocent forhøjes med 0,50 procent. 
For pensioner, med påbegyndt udbetaling 1. april 2005 eller senere betyder dette, at reguleringsprocenten opgjort som indekstal forhøjes fra 128,2085 til 128,8495. For børnepension og førtidspensionstillæg anvendes en reguleringsprocent opgjort som indekstal på 130,7791, som også er forhøjet med 0,50 procent. 
Disse satser anvendes også for nytilkomne pensionister, således at ansatte, der går og vurderer deres fremtidige råderum i forhold til en fremtidig pensionering, skal se på disse sider for at finde frem til de korrekte oplysninger. 

For pensioner med påbegyndt udbetaling 31. marts 2005 eller tidligere anvendes en anden satstabel. Men her er satserne tilsvarende forhøjet med 0,50 procent ved, at den særlige reguleringsprocent er forhøjet og fra 1. april 2013 udgør 130,7791.

Tabellerne for pensioner med påbegyndt udbetaling efter 2005 er lagt på FTF’s hjemmeside, lønsektionen. 

Tabellerne for pensioner med påbegyndt udbetaling tidligere vil være at finde på FTF’s hjemmeside om få dage. 

Næste regulering vil være pr. 1. oktober 2013.