"Sikke et skønt vejr det er i dag". "Du har fået nyt hår". Eller. "Skal du også med til mødet på mandag?".
Vi bruger dagligt de små ufarlige kommentarer, der bliver smidt af i farten, på vej ind på kontoret, til receptionisten eller den nye kollega i kantinen. Men smalltalk er ikke bare ligegyldig snik snak. Som leder kan smalltalk være altafgørende for et godt forhold til medarbejderne, mener kommunikationsekspert og forfatter til bogen "Smalltalk" Birgitte Sally.
"Smalltalk er en måde at kommunikere med hinanden, hvor vi taler om de ting, vi har til fælles som mennesker. Som leder kan man bruge smalltalk til at holde kontakt med sine medarbejdere og finde ud af, hvad der rører sig," siger Birgitte Sally.
Hun påpeger dog, at mange lederne kan have svært ved at smalltalke.
"Nogle ledere er meget effektive og resultatorienterede i deres tankegang og vil hellere til sagen end at smalltalke. Deres undskyldning for at springe smalltalken over vil ofte være, at indholdet er ikke vigtig. De glemmer imidlertid, at smalltalk om vejr og vind ikke handler om vejret, men viser, at man interesserer sig i det menneske, man sidder overfor," siger Birgitte Sally.
Brug din nysgerrighed
Smalltalk handler ikke om at fremstå klog, men derimod om at bruge sine sanser, mener Birgitte Sally.
"Nysgerrighed er motoren i smalltalk. Du skal signalere, at du har lyst til at vide noget mere om det menneske, du står overfor. Og selvom du som leder gerne vil vise, at du er klog og måske synes, det er banalt at tale om vejret, er det netop de ufarlige samtaleemner, der bringer mennesker sammen," siger Birgitte Sally.
Ifølge Birgitte Sally behøver smalltalk ikke være svært.
"Du kan i høj grad bruge de gratis informationer, du får ved at befinde dig et bestemt sted; et busstop, Netto eller på arbejdet. Men du kan også iagttage omgivelserne og blive nysgerrig på billedet på væggen, musikken, udsigt eller noget ved den anden. Man kan italesætte en lækker bluse, en speciel slipsenål eller et sportslogo på en taske," siger Birgitte Sally.
Gevinsten ved smalltalk er ifølge Birgitte Sally ikke til at tage fejl af.
"Smalltalk er ikke målet i sig selv, men et middel til at skabe en god dialog og finde ud af hvad det er for et menneske, du står overfor. Efterhånden som du bliver dygtigere til at smalltalke, finder man ud af, at det faktisk er ligegyldigt, hvad du smalltalker om, men attituden, der er væsentligt. Snakken er bare en undskyldning for kontakt," siger Birgitte Sally.
Hun har udarbejdet en oversigt over de forskellige typer, du kan være, når du smalltalker. Find dig selv og få gode råd med på vejen.