FTF har modtaget udkast til lov om ændring af udstationeringsloven i høring og har følgende bemærkninger:
Med det fremsendte udkast fremsættes en række konkrete forslag, der kan bidrage til at opruste indsatsen mod social dumping, og det hilser FTF naturligvis velkomment. Det er helt afgørende, at de involverede instanser – Arbejdstilsynet, SKAT og politiet – gives adgang til hurtigere og mere effektivt at sikre og kontrollere, at udenlandske virksomheder overholder danske regler og aftaler.
FTF ser meget positivt på lovforslaget, der dels indeholder en ny, flerstrenget og styrket indsats mod social dumping, dels imødekommer en række af FTF’s anbefalinger på området.
Som de seneste dages eksempler fra forskellige byggeprojekter i Københavns Kommune imidlertid har afsløret, er det også en væsentlig forudsætning for et forbedret resultat i bekæmpelsen af social dumping, at de respektive myndigheder udstyres med ressourcer i fornødent omfang. I modsat fald vil den kontrol, som udvalgets rapport og lovforslaget ellers lægger op til, ikke blive skærpet i tilstrækkelig og nødvendig grad. Derimod vil myndighedernes muligheder for at iværksætte en effektiv indsats blive svækket. Det vil naturligvis være særdeles utilfredsstillende.