En gang om året offentliggør OECD en rapport – Going for Growth – om hvordan der skabes vækst i OECD-landene. OECD peger generelt på behov for såkaldte strukturelle reformer primært rette mod arbejdsmarkedet og en forøgelse af arbejdsudbuddet.
Rapporten har for hvert medlemsland tillige en række anbefalinger i forhold til det enkelte lands økonomi og derfor også et afsnit om Danmark.
OECD fokuserer i forhold til Danmark på, at Danmark sakker bagud i forhold til at høre til de rigeste lande i OECD, hvilket de begrunder med, at vores produktivitet halter bagud. Det er dog meget positivt for Danmark, at vi har højt beskæftigelsesniveau.
OECD er ligeledes positive overfor de reformer, der har bragt skatten ned på arbejdsindkomst og effektiviseret konkurrencen på markederne, og ligeledes synes OECD, at vores uddannelsessystem er blevet mere effektivt.
OECD anbefaler, at Danmark fortsætter med at reducere de direkte skatter i sær på arbejdsindkomst. Således synes OECD at skatten skal skifte fra direkte skatter til indirekte skatter. Indirekte skatter er fx afgifter. OECD anbefaler også, at skatten på boliger øges. Overordnet anbefaler OECD dog tillige at skattetrykket lettes ved at offentlige udgifter holdes i ro.
FTF vurdering
FTF er enig med OECD i, at skatten bør skifte fra skat på arbejdsindkomst til øget skat på fx boliger. Derfor er det meget uheldigt, at regeringen og oppositionen med den seneste skattereform har bundet sig til ikke at ændre på boligskatten frem til 2020.
OECD’s anbefaling af at holde den offentlige sektors udgifter i bero, synes næsten at komme af sig selv med de skrappe restriktioner kommuner og regioner er undergivet. I den seneste Økonomiske Redegørelse regner regeringen med, at der i 2012 vil være et underforbrug i den offentlige sektor på 8 mia. kr. Altså at der bruges meget mindre, end der er budgetteret med.
AE-rådet har oveni købet på baggrund af de seneste tal for beskæftigelsen i den offentlige sektor vurderet, at underforbruget nok vil blive på 10 mia. kr.
Det er meget uheldigt i en situation, hvor der er behov for, at også den offentlige sektor er med til at stimulere økonomien til gavn for vækst og beskæftigelse. Underforbruget betyder, at den offentlige sektor trækker væksten i negativ retning, hvilket er meget uheldigt i en situation, hvor dansk økonomi har negativ vækst, faktisk 0,4 pct. i 2012. FTF anbefaler derfor, at regnskabssanktionen overfor kommuner og regioner suspenderes i 2013, så der ikke igen opstår et stort offentligt underforbrug, der skader både vækst og beskæftigelse.
Med hensyn til vurderingen af produktiviteten, og at den skaber så stort et problem for dansk økonomi, burde OECD også have fokuseret på, at den danske betalingsbalance klarer sig ret godt, og at eksporten forlænget har nået niveauet fra før krisen. AE-rådet har i øvrigt regnet på udviklingen i produktiviteten, som den opgøres traditionelt og konstateret, at den er blevet væsentligt forbedret de seneste år.