Regeringen ønsker at modernisere den offentlige sektor med fokus på tillid, ledelse, afbureaukratisering og faglighed. Det var i dag baggrunden for et dialogmøde mellem regeringen, KL, Danske Regioner, FTF, OAO og AC. På mødet var der bred enighed om at forny den offentlige sektor og enighed om at fortsætte samarbejdet. Det glæder FTF’s formand Bente Sorgenfrey:
”Jeg er glad for regeringens initiativ og invitation. Vi har nemlig hårdt brug for en bedre offentlig sektor, hvor der er mere fokus på kvalitet , resultater og medarbejdernes faglighed og mindre på processer, regulering og kontrol. Men det er en kæmpe opgave, som kræver et bredt partnerskab der tager fælles ansvar for at ændre tingene”.
”Vi har brug for handling, men det sker ikke uden en holdnings- og kulturændring blandt medarbejdere, ledere, politikere og borgere. Vi har i dag bl.a. foreslået regeringen, at man sætter gang i partnerskaber, som både formulere fælles styringsprincipper, og som også tager ansvar for at bringe det ud i virkeligheden. Det vil give et godt afsæt for skabe forandring ude på arbejdspladserne, som jo er det, det hele drejer sig om”, siger Bente Sorgenfrey.
”Vi også optaget af, at vi bruger samarbejdsorganerne i MED og SU-systemerne meget mere til at skabe konkret forandring. FTF’s seneste undersøgelse af medindflydelse viste netop, at medarbejderrepræsentanterne holdes på afstand når det drejer sig om styring, ledelse og udvikling i kommuner og regioner. Her er et stort uudnyttet potentiale, for medarbejderne er en fantastisk ressource til at skabe virkelige forandringer.”