Arbejdsløsheden sætter nye rekorder i Europa: Mere end fire ud af ti arbejdsløse i EU er i dag langtidsledige. Det viser en ny analyse fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd, som har analyseret samtlige EU-landes arbejdsløshedstal. De største problemer med langtidsledighed har Spanien, Grækenland, Portugal og Irland – alle steder lande, hvis økonomi i forvejen er under et voldsomt pres.
I Danmark er langtidsledigheden på 29 procent, men langtidsledigheden har været svagt faldende det seneste år – på trods af krisen. Bare ikke på FTF-området: Her stiger langtidsledigheden fortsat markant, viser nye beregninger fra FTF.
Andelen af langtidsledige er højst blandt ledige lærere, pædagoger og i a-kassen FTF-A (for bl.a. finansansatte, bygningskonstruktører, socialrådgivere) – her er omkring hver fjerde langtidsledig. Blandt ledige sygeplejersker og andet sundhedspersonale i a-kassen DSA er ca. 15 procent langtidsledige.
Ungeledighed har bidt sig fast
Også de unges ledighed har bidt sig fast på FTF-området: Gennem de sidste måneder har ungeledigheden ligget på et konstant højt niveau omkring syv procent, viser de nyeste ledighedstal.
Stadig brug for jobrotation
Så efter at trepartsforhandlingerne er brudt sammen, står Danmark stadig tilbage med et stort ledighedsproblem. Regeringens aftale om næste års økonomi i kommunerne efterlader heller ikke meget håb for de mange ledige, som før havde job på det kommunale arbejdsmarked: Den stramme aftale tyder på, at endnu flere kommunalt ansatte skal fyres.
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, opfordrer regeringen til at satse målrettet på jobrotation, hvor ledige går ind som erstatningsarbejdskraft, mens de fastansatte deltager i efter- og videreuddannelse.
"Jobrotation er det mest konstruktive instrument, vi har. Her får de ledige, ikke mindst de nyuddannede, en reel tilknytning til arbejdsmarkedet, og får på den måde vedligeholdt deres kompetencer. Samtidig får de beskæftigede mulighed for relevant efter- og videreuddannelse", siger Bente Sorgenfrey.
Hun peger desuden på, at FTF’erne med fordel kan blive omfattet af den såkaldte videnpilot-ordning, som i dag er forbeholdt akademikere. Her ansættes en ledig i en midlertidig projektstilling til et udviklingsprojekt. Ordningen gælder for små og mellemstore virksomheder med højst 200 ansatte.