Nu må politikerne vise mod til også at tage et opgør med et af dansk politisk største tabuer: Skatten på bolig.
Efter et par år i krisens tegn har politikerne vendt mange sten for at finde penge, skære til og slanke. Regeringen har varslet en skattereform, men har samtidig afvist at droppe skattestoppet på boliger.
Det går imod al sund økonomisk fornuft, mener FTF, der er hovedorganisation for 450.000 privat og offentligt ansatte. FTF er tilhænger af at få kigget nærmere på skatten i en reform, men så skal der ikke være nogen tabuer på forhånd.
"Det giver ingen mening, at politikerne stadig freder boligområdet og samtidig sparer massivt på en lang række områder," siger FTF-formand Bente Sorgenfrey og henviser til sidste uges forslag fra De Radikale om at finde penge til en skattereform ved at spare på velfærdsydelserne.
Boligejere skal have klar besked
Bente Sorgenfrey er enig med de 18 ud af 22 økonomer, der i Berlingske mandag foreslår at droppe skattestoppet på boliger efter næste valg. FTF-formanden peger på, at en skattereform både bør indeholde et opgør med skattestoppet og en klar besked til boligejerne.
"FTF mener, at et opgør skal ske fremadrettet. Boligejerne skal have klar besked. Det skal skrives ind i skattereformen, så løsningen ikke tvinger folk fra hus og hjem," siger Bente Sorgenfrey.
FTF foreslår helt konkret et opgør med det såkaldte nominalprincip. Det princip betyder, at ejendomsværdiskatten er holdt på samme niveau i kroner og øre siden 2001. Beskatningen er dermed ikke fulgt med den værdiudvikling, der har været i boligerne i mere end 10 år. Modsat andre områder har boligejerne på den måde fået skattelettelser i årevis.
Den nye regering har videreført den politik og holder stadig stædigt fast i ikke at pille ved boligområdet.
Et opgør med skattestoppet vil ifølge en række økonomer og Nationalbanken også kunne dæmpe en boligboble som for få år siden. Boligmarkedet har længe ligget meget stille. Netop derfor er det ifølge FTF det helt rigtige tidspunkt at få ændret skatterne nu.
"Vi synes, at det vil være fair allerede nu at forberede boligejerne og skattesystemet på, når der igen kommer stigende priser," siger Bente Sorgenfrey.