En overenskomst er en aftale mellem lønmodtagere – repræsenteret via en organisation/forbund – og en arbejdsgiverpart.
Overenskomsten fastlægger løn, arbejdstid, fridage, overarbejdstillæg og mange andre vilkår på arbejdspladsen.
Den danske model
En af de særlige ting ved det danske arbejdsmarked er, at lønmodtagere og arbejdsgivere selv aftaler løn- og arbejdsvilkår.
I mange andre lande er løn, arbejdstid, pension og sociale bidrag fastlagt ved lov. I Danmark forhandler fagforeninger derimod på medlemmernes vegne med arbejdsgiverne.
Fordelen er blandt andet, at dem, der forhandler for medarbejderne, kan indgå aftaler, der tager udgangspunkt i medlemmernes ønsker og lokale forhold.
Aftalerne gælder typisk for to eller tre år. Inden overenskomsterne udløber, mødes parterne for at forhandle og forny dem.
Offentligt ansatte og privat ansatte forhandler hver for sig.
Hvor mange arbejder under overenskomst?
På langt de fleste arbejdspladser i Danmark arbejdes der efter en overenskomst.
Fire ud af fem lønmodtagere på det samlede arbejdsmarked er dækket af en overenskomst, der er forhandlet på plads af FH’s fagforbund.
OVERBLIK

