Det internationale faglige arbejde er en central prioritet i FH – og betydningen er kun blevet tydeligere de senere år.
Ruslands krig i Ukraine og USA’s øgede fokus på bl.a. Grønland understreger behovet for stærke faglige relationer på tværs af lande. I den sammenhæng spiller Norden en særlig rolle.
I NFS (Nordens Faglige Samorganisation), som samler de nordiske faglige hovedorganisationer, har vi netop holdt møde i Island. I 2026 er Morten Skov Christiansen, formand for FH, formand for NFS.
På mødet gav Islands statsminister, Kristrún Frostadóttir, sit perspektiv på den geopolitiske situation og behovet for et tættere samarbejde mellem Norden og EU for at beskytte demokratiske værdier.
Samtidig arbejdede vi med konkrete arbejdsretlige problemstillinger. FH’s arbejdsretschef, Jeppe Wahl-Brink, præsenterede den nye retstilstand for deltidsansatte, hvor en EU-dom og dansk voldgift fastslår, at deltidsansatte, der arbejder ud over deres aftalte arbejdstid, har krav på overarbejdsbetaling.
Det illustrerer, hvordan internationale og europæiske beslutninger direkte påvirker nationale arbejdsmarkeder – og hvorfor det nordiske samarbejde i NFS er et vigtigt redskab til at sikre både indflydelse og resultater.
Fakta om NFS
Council of Nordic Trade Unions (NFS) samler de nationale faglige hovedorganisationer i Norden og repræsenterer over 8,5 millioner organiserede lønmodtagere. NFS fungerer som platform for samarbejde, koordinering og fælles indflydelse – regionalt og globalt. Udgangspunktet er den nordiske model med kollektive overenskomster og stærke arbejdsmarkedsparter.
- 15 medlemsorganisationer og over 8,5 mio. medlemmer
- Grundlagt i 1972 med fokus på fælles nordisk indflydelse i Europa
- Arbejder på tværs af Norden, Østersøregionen, Europa og globalt
- Unik sammensætning af både LO-, FH- og akademikerorganisationer
- Fokus på bæredygtigt og inkluderende arbejdsliv
- Forsvarer organisationsfrihed og faglige rettigheder
- Styrker og udvikler den nordiske aftalemodel
- Koordinerer fælles nordiske poster i bl.a. ILO, ETUC og OECD (TUAC)
- Strategiske indsatsområder: Grøn omstilling, velfærd, demokrati, vækst og beskæftigelse

