I starten af april afleverede regeringens forenklingsudvalg for erhvervsfremme deres anbefalinger til et nyt erhvervsfremmesystem til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), og i går landede så en ny aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Hovedorganisationen FTF er tilfreds med, at fagbevægelsen får en plads i 7 nye erhvervshuse fordelt over hele landet og på nationalt niveau i den kommende nationale erhvervsfremmebestyrelse.
”De faglige organisationer har en vigtig viden, som erhvervsfremmeindsatsen ikke kan undvære. Så vi er glade for at det også afspejler sig i aftalen. Vi havde naturligvis gerne set, at det gode arbejde, der udføres af vores dygtige folk i de regionale vækstfora, kunne videreføres, men i en forenklingsproces af denne størrelse, så er der mange mennesker om et betydeligt færre antal stole.” siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
Aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti sætter en klar retning for fremtidens erhvervsfremmesystem, der skal være mere fokuseret på virksomhedernes behov. Samtidig er antallet af aktører blevet reduceret betydeligt med udfasning af bl.a. de regionale vækstfora, innovationsmiljøerne og en betydelig reduktion af antallet af offentligt finansierede klynger og netværk.
I forenklingsudvalgets oprindelige anbefalinger var der ikke afsat pladser til arbejdstagerne i de foreslåede erhvervshuses bestyrelser, hvilket FTF og LO adresserede i et fælles indlæg i Børsen

FTF påpeger, at det derfor er positivt, at politikerne har lyttet og den indgående aftale slår fast, at arbejdstagerne har en vigtig rolle i erhvervsfremmeindsatsen, og at de derfor naturligvis også skal være repræsenteret med en bestyrelsesplads i hvert af de 7 erhvervshuse som overtager den rolle, som væksthusene har i dag.
Læs mere her, hvor hele aftaleteksten også kan findes her