De svenske erfaringer med deres bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø, foreskrift om organisatorisk og socialt arbejdsmiljø, er gode. Reglerne har været i kraft i snart to år – med succes. På ni måneder har det svenske Arbejdstilsyn i mere end 1.700 tilfælde krævet bedre arbejdsmiljø med henvisning til de nye regler.
Arbejdsgiverne er – trods modstand i begyndelsen – blødt op, forklarer en svensk arbejdsgiverrepræsentant, Anna Bergsten, fra arbejdsgiverorganisationen Svenskt Näringsliv.

Hun pointerer, at arbejdsgiverne i dag tager godt imod de nye regler om psykisk arbejdsmiljø, og at reglerne reelt har løftet arbejdsmiljøområdet og spørgsmålet psykisk arbejdsmiljø og gjort en positiv forskel:
”Det har skabt en øget opmærksomhed og bevidsthed om både det organisatoriske og sociale arbejdsmiljø og hele arbejdsmiljøområdet, og det har haft positive effekter. Arbejdsmiljø er blevet noget, som mange har fået øjnene op for, og det har øget bevidstheden om, hvor vigtigt et godt arbejdsmiljø er”, siger Anna Bergsten, arbejdsmiljøekspert i arbejdsgiverorganisationen Svenskt Näringsliv, til ftf.dk.

”Man kan mene, at Arbetsmiljöverket (Arbejdstilsynet i Sverige, red.) kunne have handlet ud fra de eksisterende regler, og om der virkelig var brug for en ny föreskrift (bekendtgørelse, red.)Men det har reelt løftet emnet og arbejdsmiljøområdet i særdeleshed. Og jeg synes ikke, at man skal hæfte sig ved gamle synspunkter. Nu har vi de nye regler, og nu gælder det om, at få dem i anvendelse på bedste vis”, siger Anna Bergsten i en svensk artikel.

Fagforeninger jubler over nye regler
Som det fremgår i videointerview nedenfor har Arbetsmiljöverket eksempelvis givet en betinget bøde på 100.000 svenske kroner til en arbejdsgiver på grund af store problemer med arbejdspres, stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det fik arbejdsgiveren til at handle og ansætte fire nye medarbejdere til at løse det voksende antal opgaver, og dermed blev bøde annulleret. Det beretter den svenske hovedorganisation TCO i videointerview her: