Regeringen og Dansk Folkeparti aftalte før sommerferien en målretning af alderspensionen mod de sidste fem år inden folkepension, hvilket skal løse samspilsproblemet i den periode. Aftalen er nu udmøntet i et lovforslag, som desværre spænder ben for intentionen om at løse samspilsproblemet.
Derfor er LO gået sammen med DA og brancheorganisationen Forsikring og Pension om i et fælles brev at gøre Folketingets Skatteudvalg opmærksom på, at bestræbelserne på at løse samspilsproblemet bliver ødelagt af det spekulationsværn, som er en del af lovforslaget.
Aftalen søger at løse samspilsproblemet ved at hæve loftet for indbetalinger til aldersopsparinger de sidste fem år inden folkepensionsalderen, mens den sænker det de foregående år. Men for at forhindre spekulation er der i aftalen indbygget en strafafgift på 40 pct., hvis lønmodtageren trækker penge ud af eksisterende, fradragsberettigede pensioner 10 år inden folkepensionsalderen og samtidig indbetaler aldersopsparingen i stedet.
? Hverken pensionsselskab eller arbejdsgiver ? og knapt nok lønmodtageren selv ? kan vide, om betingelsen for indbetalingen (til aldersopsparing uden at blive ramt af strafafgift efterfølgende, red.) er opfyldt. Og det vil formentlig afholde pensionsselskaber fra at indarbejde aldersopsparing som en obligatorisk del af arbejdsmarkedspensionen, skriver de tre organisationer blandt andet i brevet.
Derfor opfordrer LO, DA og Forsikring & Pension Skatteudvalget til at droppe spekulationsværnet og i stedet afsøge andre måder at regulere og målrette aldersopsparing på. Læs brevet, som også er sendt til skatteminister Karsten Lauritzen, finansminister Kristian Jensen, erhvervsminister Brian Mikkelsen, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll, her.
Kontakt: LO?s pressetelefon 26 11 97 10.