Arbejdstilsynet får med de nye initiativer bedre muligheder for at undersøge og reagere på sager om dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det er vigtige skridt, som LO har arbejdet hårdt for at få taget. Rigsrevisionen slog i 2015 fast, at Beskæftigelsesministeriet ikke i tilfredsstillende grad har fulgt op på, om tilsynet med det psykiske arbejdsmiljø er tidssvarende. Siden Rigsrevisionens kritik har LO og DA forhandlet om at opdatere rammerne for Arbejdstilsynet, når det gælder sager om psykisk arbejdsmiljø. Det var dog ikke muligt at nå til enighed, hvorfor beskæftigelsesministeren nu griber ind.
? Det er jo helt absurd, at chefen i dag skal tillade, hvorvidt medarbejdere må tale alene med Arbejdstilsynet om problemer med psykisk arbejdsmiljø. Som medarbejder kan man være i en sårbar situation, så vi er glade for, at de ansatte fremover trygt kan tale med Arbejdstilsynet om deres psykiske arbejdsmiljø. Det er en forudsætning for, at Arbejdstilsynet kan gøre sit arbejde.
I dag må Arbejdstilsynet ikke gribe ind i en sag, hvor der fx har været en krænkende ledelsesstil, men hvor det ikke nødvendigvis er de samme personer, det går ud over. Det giver jo ingen mening. Det får de tilsynsførende lov til at gøre fremover med de nye regler. Ligeledes får de lov til at gribe ind over for enkeltstående tilfælde af groft krænkende adfærd.
? Selv om vi er glade for den politiske løsning, er vi ærgerlige over, at det ikke lykkedes at komme til enighed med arbejdsgiverne om, hvilke rammer Arbejdstilsynet skal arbejde under. I sidste ende har vi en fælles interesse i at forbedre det psykiske arbejdsmiljø ? især når vi kan se, at sygdomme som stress rammer flere og flere lønmodtagere, siger Morten Skov Christiansen.
Arbejdstilsynet lider på grund af faldende bevillinger
Udviklingen i det psykiske arbejdsmiljø går i den gale retning. Det viser nye tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Alligevel drejer mindre end tre procent af Arbejdstilsynets påbud sig om psykisk arbejdsmiljø. Hvis skuden skal vendes, kræver det, at Arbejdstilsynet får flere ressourcer.
? Hvis politikerne har et oprigtigt ønske om at forbedre danskernes arbejdsmiljø, er det ikke nok at sige til Arbejdstilsynet: ?her må I også gribe ind?. Arbejdstilsynet skal også have mandskab nok til at gøre en væsentlig indsats, siger Morten Skov Christiansen.
Arbejdstilsynet har brug for et løft på 80-90 millioner kr. årligt, hvis beskæftigelsesministeren vil gøre alvor af sine ambitioner om at forbedre danskernes arbejdsmiljø. I stedet lægger regeringen endnu en gang op til massive besparelser på næste års finanslov. Nu må regeringen altså sadle om, så vi hurtigst muligt kan rette op på den kedelige udvikling.
Derudover vil en styrket indsats mod dårligt psykisk arbejdsmiljø kræve bedre regler på området, så arbejdsgivernes pligter bliver klare for enhver. Der er i dag ingen bekendtgørelser specifikt om psykisk arbejdsmiljø, sådan som der er på alle andre områder. For LO er det helt afgørende, at det bliver et tema i det ekspertudvalg, beskæftigelsesministeren har nedsat for at komme med anbefalinger til en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats. LO sidder med i regeringens ekspertudvalg.
Kontakt: LO?s pressetelefon 26 11 97 10.