Hele 7 af 10 offentligt ansatte har forslag til, hvordan servicen kunne blive endnu bedre. Det viser en ny undersøgelse, lavet af Epinion for LO, og det er bare med at komme i gang med at udnytte innovationspotentialet, mener LO-næstformand Nanna Højlund:
? Vi går altså glip af nogle brandgode ideer fra medarbejdere, der arbejder med at gøre den offentlige service bedre hver evig eneste dag. Det skal vi selvfølgelig have i spil. Medarbejderne er vores allervigtigste ressource i den offentlige sektor. Derfor skal de naturligvis være med til at udvikle vores velfærd, siger Nanna Højlund.
Invester i den offentlige sektor
Det er dog en vigtig forudsætning, at der følger investeringer med til den offentlige sektor. Udsigten til at sætte væksten i den offentlige sektor i stå harmonerer dårligt med befolkningsudviklingen og det stigende behov for velfærd i de kommende år.
? Det vil ikke være muligt at beholde samme høje serviceniveau, som vi kender det i dag, hvis der i realiteten bliver skåret i velfærden. Vi bliver nødt til at investere mere i den offentlige sektor, end regeringen lægger op til i dag. Det er forudsætningen for, at vi kan udvikle de gode ideer, siger Nanna Højlund.
Samtidig er der brug for at sikre en åbenhed i den offentlige sektor. Ifølge Epinions undersøgelse, svarer hver tredje offentligt ansatte, at de har undladt gøre opmærksom på kritisable forhold. Det er stærkt bekymrende, hvis medarbejderne ikke tør råbe vagt i gevær, mener LO-næstformanden.
? Der er ingen, der vinder ved, at problemer bliver fortiet og fortrængt. Vi skal sikre en kultur på arbejdspladsen, hvor der er plads til, at man taler åbent om det, der skal forbedres, siger Nanna Højlund.
Læs LO?s notat om offentlige ansattes oplevelse af lydhørhed på arbejdspladsen her
Kontakt: LO?s pressetelefon 26 11 97 10.