? Der er imidlertid fortsat godt gang i arbejdsmarkedet, og den aktuelt stigende arbejdsløshed er af mere teknisk karakter og ikke et tegn på, at flere personer har måttet stille sig i arbejdsløshedskøen.
? Stigningen skyldes, at flere personer på integrationsydelse bliver visiteret som jobparate. Dermed har de bevæget sig fra at være ikke-jobparate arbejdsløse, hvor de ikke indgik i statistikken over bruttoarbejdsløse, til at være jobparate arbejdsløse, som inkluderes i denne statistik. Alene siden oktober 2016 er antallet af bruttoarbejdsløse personer på integrationsydelse steget med 6.100 personer, siger Mette Hørdum Larsen.
? Der bliver skabt mange job i øjeblikket, og beskæftigelsen stiger solidt. Men samtidig kommer der også mange flere personer ind i arbejdsstyrken i disse år og årene frem. Det betyder, at arbejdsløsheden ikke falder i samme tempo, som beskæftigelsen stiger. Det betyder også, at det ikke er mangel på ledige hænder, der er den største udfordring for dansk økonomi i øjeblikket.
? Det igangværende opsving giver gode muligheder for, at flere personer kan flyttes fra offentlig forsørgelse og i ordinær beskæftigelse, herunder personer på integrationsydelse. Men hvis potentialet skal udnyttes fuldt ud, kræver det investeringer i opkvalificering og uddannelse, så arbejdskraften har de kvalifikationer, der efterspørges. Det sikrer et langvarigt opsving, hvor også de personer, der i dag befinder sig et stykke derfra, får fodfæste på arbejdsmarkedet, siger Mette Hørdum Larsen.