Hvordan skal fremtidens ledelses- og styringsdagsorden se ud, og på hvilken måde kan MED-udvalgene bidrage?
Det spørgsmål var godt og vel 150 repræsentanter fra MED-udvalg i hovedstadsområdet og Sjælland samt en række eksperter samlet i Høje Taastrup for at besvare til årets MED-konference.
Styringen af den offentlige sektor står netop nu højt på den politiske dagsorden, og medarbejdernes stemme er meget vigtig, sagde Bente Sorgenfrey, FTF’s formand, ved åbningen af konferencen:
"Ved Socialdemokratiets seneste kongres indledte Mette Frederiksen et opgør med New Public Management, og siden har vi forsøgt at få samlet fagbevægelsen, Folketingets partier og lederne om at sætte en ny og mindre kontrollerende styringsdagsorden i den offentlige sektor," sagde hun.
"Her er det helt afgørende, at vi hører medarbejderne, så vi kan få skabt luft til det fagprofessionelle arbejde og sat fokus på de ydelser, vi leverer til borgerne."
Stor vilje til medarbejderinddragelse blandt lederne
Landets kommunaldirektører vægter medarbejderinddragelsen højt. De mener selv, at deres vigtigste opgave som formænd i kommunernes hoved-MED-udvalg er at inddrage udvalget – og dermed medarbejdernes repræsentanter – i langsigtede og strategiske drøftelser. Det viser en ny undersøgelse foretaget af FTF, OAO og FOA.

En af disse kommunaldirektører holdt oplæg ved MED-konferencen – nemlig Søren S. Kjær fra Sorø Kommune. For ham er medarbejderinddragelse en måde at hente viden på:
"Jeg er langt fra verdensmester på alle arenaer, og har vi en god dialog med medarbejderne, så skaber vi bedre beslutninger," sagde han.

Hvis inddragelsen skal lykkes, er der behov for vilje fra alle sider, mente Anders Fløjborg, afdelingsleder i Vordingborg Kommune:
"Ledere og medarbejdere må ikke se hinanden som modsætninger. Der skal to til en tango, og jeg har set nogle forsøge at danse alene. Det var ikke kønt, kan jeg sige jer. Vores danske samarbejdssystem er afhængigt af en vis tillid mellem ledere og ansatte," sagde han.
Lektor: Brug for faglige diskussioner
Skal de gode intentioner om ny og bedre styring udmøntes i bedre resultater, kræver det imidlertid, at der ikke blot bliver talt om kultur og villighed til forandring i kommunerne, men også om faglighed.
Det var en af hovedpointerne i det afsluttende oplæg af lektor Søren Voxted på Institut for Ledelse og Virksomhedsstrategi på Syddansk Universitet:
"Når folk fra fagprofessionerne kommer og siger, at nye tiltag ikke kan lade sig gøre, hiver lederne alt for ofte deres bog i forandringsledelse frem, og dér står der, hvad problemet er: Det er modstand mod forandring," sagde han.
"Men vi bliver nødt til at spørge MED-udvalgene, for her sidder nogle af de medarbejdere, som ved det: Hvad er de faglige konsekvenser af de mange forandringer, vi har set i den offentlige sektor?"