Danmark er på ingen måde kommet ud af den økonomiske krise, selvom et spirende opsving muligvis er på vej. Der er stadig massiv usikkerhed i den internationale økonomi ligesom flygtningesituationen presser Danmark og den offentlige økonomi.
Alligevel vil regeringen på baggrund af dagens Økonomiske Redegørelse fra Finansministeriet nu skære ned i de offentlige investeringer og det offentlige forbrug og rulle finanspolitiske lempelser tilbage. Det kan skade væksten og det private, ligesom velfærden er under stort pres, understreger hovedorganisationen FTF.
”Regeringens finanspolitiske stramninger vil bremse økonomien i både det offentlige og private og vil hæmme væksten. Regeringen bør i stedet understøtte det spirende opsving ved at løfte foden lidt mere fra bremsen og øge servicerammen og udgiftslofterne,” siger FTF-formand Bente Sorgenfrey. 

IMF: Styrk offentlige investeringer
Nye IMF-analyser viser, at øget arbejdsudbud og skattelettelser ikke løser vækstproblemer, hvis de ikke følges af en økonomisk politik, der stimulerer efterspørgslen, påpeger FTF.
Danmark er ikke nået op på niveauet fra før krisen, selvom der i samme periode er gennemført en lang række skrappe arbejdsmarkeds- og velfærdsreformer for netop at sætte gang i væksten. Alle reformerne har haft fokus på at øge arbejdsudbuddet og sænke skatterne. Reformamok og den nødvendige politik har ikke løst Danmarks problemer, påpeger Bente Sorgenfrey.
”Skiftende regeringers reformer har forringet velfærdsordninger og givet skattelettelser, ”så det kan betale sig at arbejde”. Men det har ikke fået dansk økonomien op i førerfeltet, når det gælder BNP-vækst. Danmark halter bagud, når det gælder investeringer og privat forbrug. Alligevel bliver regeringen ved med at foreslå mere af det samme,” siger hun.
Lavt privat forbrug
Det private forbrug er lavt, fordi befolkningen føler sig utryg på grund af velfærdsforringelser, frygt for arbejdsløshed og et svækket socialt sikkerhedsnet, anfører FTF’s formand. 
”Dagpengeperioden forkortes, der er loft på kontanthjælp, og selv svært syge har svært ved at få førtidspension. Hvem tør øge sit privatforbrug, når der er usikkerhed om fremtiden?” spørger Bente Sorgenfrey.
De mange reformer har øget uligheden – og øget ulighed hæmmer vækst, hvilket OECD-analyser viser.
Det er på tide at bruge den offentlige sektor mere aktivt og styrke offentlig-privat samarbejde, mener FTF. Finansministeren har tidligere sagt, at vi ikke kan øge de offentlige udgifter, fordi vi skal overholde EU-krav om underskud. Men regeringens seneste konvergensrapport viser netop, at der faktisk er plads til at bruge den offentlige sektor aktivt, for underskuddet på den faktiske saldo, som max må være på 3 procent af BNP, er i finansministeriets egen fremskrivning kun på 1,9 procent.