Det er mere end tre måneder siden, regeringen lovede at invitere arbejdsmarkedets parter til at deltage i gruppens arbejde. Nu kommer arbejdet endelig i gang, og LO-næstformand Ejner K. Holst hilser den nyhed velkommen:
? Det er en yderst vigtig problemstilling, udvalget skal se på. Der er aktuelt et stort behov for at skabe mere klare regler for, hvornår man er lønmodtager eller selvstændig. Det er ikke ganske klart i dag, og det er til stor skade for mange mennesker. De kommer i klemme i systemet og risikerer blandt andet at miste dagpengeretten uden at være klar over det, siger Ejner K. Holst.
LO finder det afgørende, at den tilhørende følgegruppe, hvor blandt andet arbejdsmarkedets parter er repræsenteret, får en central rolle og selv kan igangsætte analyser og udarbejde anbefalinger. Dette kan sikre, at der findes gode langsigtede løsninger, som alle relevante parter kan hjælpe til med at få til at fungere.
Nye regler kommer sent
Til gengæld er det ikke hensigtsmæssigt, at arbejdsgruppen først skal afrapportere i første halvår af 2017 ? og først derefter kan anbefalingerne omsættes til lovgivning.
?På den vis kommer ændringerne først til at træde i kraft lang tid efter, at hele det nye dagpengesystem er trådt i kraft, påpeger Ejner K. Holst.
Han kalder det samtidig ?vigtigt?, at arbejdsgruppen beskæftiger sig med alle de forskellige grupper, der er i gråzonen mellem lønmodtager og selvstændige herunder: Honorarlønnede, freelancere, atypisk ansatte.
? Det er nemlig alle disse grupper, der møder væsentlige udfordringer i dagpengesystemet i dag, siger Ejner K. Holst.
Kontakt: Pressekonsulent Morten Bruun, tlf. 29 89 16 16