? Den positive udvikling på arbejdsmarkedet fortsætter, og der er nu over 36.000 flere med job alene det seneste år. Siden foråret 2013, hvor fremgangen satte ind, er beskæftigelsen steget med 74.000 personer, siger Morten Aastrup, der er økonom i LO.
? Det er især i den private sektor, der bliver skabt flere job, og her er jobfremgangen synlig i de fleste brancher. Således er der siden september sidste år skabt 11.500 flere job inden for handel og transport samt 5.800 flere job inden for erhvervsservice. Beskæftigelsen i industrien er steget med 3.900 personer, mens byggeriet har oplevet en jobfremgang på 5.200 over det seneste år, fortsætter han.
? Inden for den offentlige sektor har udviklingen i beskæftigelsen til gengæld været mere beskeden og er nærmest stået stille de seneste år. Den tendens er fortsat i 2015, hvor den offentlige beskæftigelse har været uændret. Den netop aftalte finanslov lægger op til en svag udvikling i det offentlige forbrug de næste år, og der er derfor desværre ikke meget, der tyder på, at den offentlige beskæftigelse for alvor begynder at stige igen foreløbigt.
? Dansk økonomi befinder sig i starten af et opsving. Et opsving, der ventes at tage til i styrke. På den baggrund er der udsigt til, at jobfremgangen i den private sektor fortsætter. Der er også fortsat behov for, at der skabes flere job. Der er stadig mange ledige ressourcer i økonomien og god plads til stigende beskæftigelse, slutter Morten Aastrup.
Kontakt: Anette Bindslev, tlf. 2338 4214