Hvilken fremtid venter den nordiske aftalemodel i EU? Det spørgsmål diskuterede arbejdsmarkedets parter, professorer og politikere fredag, da NFS, samarbejdsorganisation for faglige organisationer i norden, og Tænketanken Europa afholdt konference på Christiansborg.
De seneste års økonomiske krise har affødt en række politiske EU-initiativer, som i høj grad har styrket EU’s indflydelse på medlemslandenes økonomiske styring.
Nogle af initiativerne har været nødvendige. Men EU’s ensidige fokus på de offentlige finanser, har i høj grad undermineret finanspolitiske lempelser, som kunne have været med til at vende den jobkrise, som hele EU nu befinder sig i.
Den pointe gentog FTF-formand Bente Sorgenfrey forud for den samlede europæiske fagbevægelses kongres i Paris i denne uge:
"Koordineringen af den økonomiske politik i EU skal understøtte vækst og beskæftigelse. Samtidig bør der fra EU’s side være langt større fokus på de sociale udfordringer, som EU står over for", sagde Bente Sorgenfrey, FTF-formand og formand for NFS, på konferencen i fredags.
Mindsteløn diskuteres i Paris
EU har ingen formel kompetence på lønområdet, men udtaler sig ofte om løn- og forhandlingsforhold gennem det Europæiske Semester.
På EU-niveau diskuteres og henstilles ofte til, at lønudviklingen ikke overstiger produktivitetsudviklingen samt at mindsteløn skal reguleres sådan, at beskæftigelse og konkurrenceevne fremmes.
I den forbindelse har mange lande fået henstillinger fra EU-Kommissionen – også de nordiske lande. En EU-fastlagt mindsteløn er også tit diskuteret i europæisk fagbevægelse og vil også blive det i denne uge, når den samlede europæiske fagbevægelse afholder kongres i Paris. Det er et område, hvor EU’s østlige og sydlige medlemslandes ønsker ikke stemmer overens med de nordiske landes:
"Mange i den europæiske fagbevægelse har ønsket, at EFS skal arbejde for en europæisk mindsteløn. Det har vi i Norden modsat os, og i vores forslag til kongresudtalelse fra Paris fastslår vi da også, at EU skal respektere de forskellige forhandlings- og lønmodeller", udtalte Bente Sorgenfrey
Hun vurderer dog, at især Norden vil blive udfordret på området:
"Derfor er det vigtigt, at vi står sammen i de nordiske lande om en politik, der respekterer nationale systemer. Men samtidig må vi ikke blive frelste og fremstille vores system som det eneste rigtige".
Fredagens konference blev afholdt i Fællessalen på Christiansborg og havde deltagelse af blandt andre Morten Messerschmidt (DF), Lizette Risgaard fra LO samt cand. jur og dr. jur Ruth Nielsen fra CBS. Konferencen blev afholdt i fællesskab af NFS og Tænketanken Europa.