Hvis Folketinget vælger at følge Venstres forslag om at nedsætte indkomstgrænsen for indvandring af udenlandsk arbejdskraft til 215.000 kr., har cirka 50 millioner amerikanere og yderligere op mod 50 millioner lønmodtagere fra andre udviklede lande en betydelig økonomisk gevinst ved at tage til Danmark og arbejde.
I USA arbejder over hver tredje af de fuldtidsbeskæftigede til en årsløn på under 215.000 kr. En stor del af dem varetager job, der kan sammenlignes med danske lavtlønsområder. Venstres forslag omfatter desuden lønmodtagere fra en lang række andre udviklede lande. Hermed har op mod 100 millioner lønmodtagere fra udviklede lande en væsentlig økonomisk gevinst ved at tage et job i Danmark.
– Hvis blot én ud af 1000 af disse grupper, som har gevinst ved at flytte til Danmark, også gør det, kan der komme op til 100.000 vandrende arbejdstagere til Danmark, siger LO’s cheføkonom Jan Kæraa Rasmussen, der påpeger, at det kan have store konsekvenser for det danske arbejdsmarked.
Kontakt: Pressekonsulent Anette Bindslev, tlf. 23 38 42 14.