Venstre har ikke holdt igen med kritikken af det kommunale underforbrug, som ifølge partiet er medvirkende til, at omkring 12.600 offentlige stillinger er blevet skåret væk de seneste år. Senest brugte Venstres formand Lars Løkke Rasmussen den 19. maj en stor del af Folketingets spørgetime til at kritisere Helle Thorning Schmidt for de jobtab, det kommunale underforbrug har betydet i hendes regeringsperiode.
Venstres næstformand Kristian Jensen siger nu i et interview til FTF.dk, at han gerne vil se på, hvordan han sammen med kommunerne kan få mindsket underforbruget.
? Et budget skal bruges, og der er for stor margen lige nu. Det vil vi gerne i dialog med kommuner om, hvordan den kan gøres mindre, siger han.
Kommunernes regnskabstal for de seneste fire år viser, at de gennemsnitligt har brugt 1,9 pct. mindre årligt, end budgetteret. I alt 18 milliarder kroner på fire år. Kristian Jensen afviser imidlertid at afskaffe regnskabssanktionen, som er årsag til underforbruget. Men han er åben over for en løsning, hvor kommunerne får lov at flytte midler fra et budgetår til det næste.
? Jeg har ingen færdig model. Men på nuværende tidspunkt afviser jeg ingenting, siger han.
Hos FTF er formand Bente Sorgenfrey positiv over for Venstres initiativ: ? Skal vi skabe vækst og arbejdspladser og bevare velfærden, bliver vi nødt til at gøre det mere fleksibelt for de kommunale institutioner at undgå sanktionen, ved for eksempel at gøre det mere smidigt at overføre midler fra et regnskabsår til det næste, siger hun.
Paradoks
Den såkaldte regnskabssanktion blev indført i 2011 for at få styr på de kommuner, der bruger flere penge end budgetteret. Paradoksalt nok var Venstre selv med til at vedtage sanktionen, som i dag har resulteret i underforbrug og kritik fra partiet selv.
Med finansloven i 2011 indførte den daværende VK-regering nemlig sammen med DF og Kristendemokraterne kollektive sanktioner mod kommunerne, hvis de brugte flere penge end budgetteret. Efterfølgende gjorde et bredt flertal med alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten, Liberal Alliance og DF sanktionerne permanente med budgetloven, der blev vedtaget i 2012.
At Kristian Jensen i dag erkender bagsiden af regnskabssanktionen, glæder LO?s næstformand Lizette Risgaard, men det er ikke nok, mener hun: ? Selv om Kristian Jensen og Venstre ikke er villige til at afskaffe regnskabssanktionen, er det positivt, at de vil tale med kommunerne om at mindske underforbruget. Men snak er ikke nok, der skal handling til. Hvad vil Venstre gøre, spørger hun.
Kontakt: pressekonsulent Troels Gadegaard Frølich, M: 2658 8043 / E: tgf@lo.dk