For nøjagtigt ét år siden arbejdede sygeplejerske Katrine Seier Fridthjof og bioanalytiker Helle Bendtsen på to endnu ufuldstændige ideer, der ville forbedre arbejdsmetoderne på Rigshospitalet.
Deres ideer var sammen med otte andre kollegers blevet udvalgt til at deltage i Rigshospitalets innovationsprojekt "IdéRiget". Innovationsprojektet stod Rigshospitalet for i samarbejde med DTU Business, og formålet var at støtte hospitalets egne ansatte i at udvikle nye arbejdsmetoder på Rigshospitalet. Efterfølgende har nogle af projekterne også modtaget støtte fra Kræftens Bekæmpelse og National Cancer Institute fra USA.
I dag er Katrine Seier Fridthjofs idé et flyvefærdigt projekt, der med direktionens opbakning testes og rulles ud på hospitalets klinikker. Helle Bendtsen har en prototype af fertilitetsapp’en, som skal videreudvikles, og lige nu arbejdes der på at udvikle en regional løsning for alle regionens patienter.

Helle Bendtsen står bag en app, der giver patienterne på Rigshospitalets fertilitetsklinik bedre overblik over deres behandlingsforløb, mens Katrine Fridthjof har udviklet en ny behandlingsform til leukæmipatienter, der fremover kan få kemoterapi derhjemme i stedet for på hospitalet:
"Jeg ville forbedre mine patienters livskvalitet. Sundhedsfagligt ved vi, at patienter både spiser og sover bedre derhjemme, end de gør hos os på hospitalet. Og fra et økonomisk perspektiv sparer hospitalet penge og får mere plads til patienter, der ikke kan undgå indlæggelse", forklarer Katrine Seier Fridthjof.
Hun mener, IdéRiget beviser, at medarbejderne kan og bør få mere ansvar:
"IdéRiget har været en øjenåbner for klinikledelserne. Projektet viser, at de kan investere i os medarbejdere til at finde på løsninger, der hjælper i hverdagen og sparer hospitalet penge på længere sigt", siger Katrine Seier Fridtjof.
"Endelig fik vi chancen"
Katrine Seier Fridthjofs projekt er inspireret af et engelsk koncept. Hjemmebehandlingen tilbydes Rigshospitalets leukæmipatienter og foregår via en transportabel infusionspumpe, som forudindstilles på hospitalet, inden patienten sendes hjem.
Patienterne skal forbi Rigshospitalet hver tredje dag, hvor pumpen skiftes og hospitalet udleverer en ny portion kemoterapi. Hjemmebehandlingen erstatter op til fire ugers indlæggelse med fire daglige kemobehandlinger.

Konceptet har Katrine Fridtjof og hendes kolleger kendt til i to år, men de har manglet muligheden for at prøve det af herhjemme:
"Det er en stor ting, at vi har fået lov til at prøve det af. Vi har tit stået til afdelingsmøder med ideer, hvor der desværre ikke har været tid eller rum til at prøve dem af. Men nu fik vi endelig muligheden for at forfølge konceptet", siger Katrine Seier Fridthjof.
Både hun og Helle Bendtsen roser i den forbindelse Rigshospitalets direktion for at have haft modet til at satse på medarbejderdrevne løsninger:
"Tilliden til projektet er kommet helt oppe fra direktionen. Det er dem, der har satset på os".
Start innovationstankegangen på uddannelserne
Interessen fra omverden for IdéRigets succes er ikke til at tage fejl af. Rigshospitalets udviklingschef Peter Aagaard Nielsen, der har stået i spidsen for IdéRiget, og Katrine Seier Fridthjof har efterfølgende deltaget i bl.a. Mandag Morgens "Velfærdens Innovationsdag". 
Her var der stor interesse i projekterne fra andre kommuner og regioner. Hvis det står til de deltagende i IdéRiget, bør projektet også have en afsmittende effekt – både andre steder i det offentlige, men også på uddannelsesinstitutionerne:
"Man bør dyrke innovationstankegangen meget mere allerede på f.eks. sygeplejerskeuddannelsen. Hvis man gør det, får man ansatte, der er i stand til at se og skabe løsninger, som vi har gjort det med IdéRiget", mener Katrine Seier Fridthjof.
Rigshospitalets direktion har bevilget 2,5 millioner kroner til udrulningen af Katrine Fridtjofs projekt. Behandlingstilbuddet gælder foreløbigt for hospitalets patienter på Hæmatologisk Klinik, men det er planen, at også Hjertemedicinsk Klinik, Ortopædkirurgisk Klinik og Infektionsmedicinsk Klinik skal omfattes af behandlingsformen senere på året.