Problemer med stress og dårligt arbejdsmiljø tårner sig op på de danske arbejdspladser. Mange sygemeldes med stress, og det koster dyrt for både virksomheder, samfund og den enkelte.
Alligevel er kun få ledere med personaleansvar klædt på til at håndtere det psykiske arbejdsmiljø og stress blandt deres medarbejdere. Det viser en undersøgelse foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) blandt 2.394 ledere og virksomhedsrepræsentanter.
De er blevet spurgt, om ledere med personaleansvar bliver uddannet i at håndtere det psykiske arbejdsmiljø. Nej eller kun i ringe grad svarer halvdelen af lederne.
Udviklingen bekymrer fagbevægelsen, der med et nyt forslag vil have alle ledere med personaleansvar videreuddannet, så de bliver i stand til at tackle problemerne på arbejdspladsen.
? Det er bekymrende, at mange ledere ikke bliver uddannet i psykisk arbejdsmiljø og stress, som rammer tusinder af danskere hvert år. Derfor bør alle ledere med ansvar for medarbejdere på et tredages kursus i psykisk arbejdsmiljø, siger Lizette Risgaard, næstformand i LO.
? En vej til at arbejdspladserne reelt ligestiller fysisk og psykisk arbejdsmiljø er, at lederne får øjnene op for området. De skal have viden og konkrete redskaber til at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladserne, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte, fx politifolk, bankansatte, lærere, sygeplejersker og mange andre faggrupper.
Kun hver tiende uddannes
Undersøgelsen fra NFA viser, at der er behov for at gøre noget: En tredjedel svarer, at ledere med personaleansvar ikke får uddannelse i psykisk arbejdsmiljø, mens knap hver femte svarer i ringe grad. Kun hver tiende leder svarer, at de i høj grad bliver uddannet i psykisk arbejdsmiljø.
Svarene bakkes op af en anden undersøgelse blandt 1.500 ledere i FTF. Her giver 68 procent af lederne udtryk for, at de kun i nogen eller meget lille grad føler sig rustet til at tackle problemer med medarbejdernes stress. En anden undersøgelse fra 2013 har tilsvarende vist, at 52 procent af lederne oplever, at de i nogen eller høj grad har behov for mere viden eller flere redskaber i arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø.
I 3F støtter man, at alle ledere med personaleansvar skal på et tredages kursus i psykisk arbejdsmiljø og stress.
? Stress må aldrig blive til den enkelte medarbejders problem. Undersøgelser viser, at dårlig ledelse er den største hindring for, at medarbejderne kan undgå stress og dårligt arbejdsmiljø, siger 3F?s formand Per Christensen.
Lederen er afgørende
For hele arbejdsmarkedet kan mellem 6 og 15 procent af sygefraværet tilskrives ledelsesforhold, viser analyse fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Når ledelsen ikke er rustet til at håndtere det psykiske arbejdsmiljø, forværres problemerne. Ansatte mistrives og bliver sygemeldt, fordi arbejdspladsen og ledelsen ikke håndterer problemer med det psykiske arbejdsmiljø i tide.
Når det gælder om at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø viser en række undersøgelser, at specielt lederen har en afgørende betydning. Men lederne har vanskeligt ved at håndtere det psykiske arbejdsmiljø, når de ikke har den nødvendige viden om, hvordan man skaber et sikkert og sundt psykisk arbejdsmiljø.
Den problemstilling kender man til i organisationen Lederne, der repræsenterer 108.000 ledere. Her støtter man, at flere ledere uddannes i bl.a. psykisk arbejdsmiljø og stress, men det bør ikke gøres obligatorisk ved et lovkrav, siger Ledernes arbejdsmiljøchef Lars Andersen.
? Vi støtter, at virksomhederne efteruddanner ledere i personaleledelse ? herunder særligt psykisk arbejdsmiljø og stress, som er en meget vigtig del af personaleledelse. Det kan fx også være en kommune, der beslutter sig for det. Men vi synes ikke, at et kursus i kun psykisk arbejdsmiljø og stress skal være obligatorisk for alle. Men vi opfordrer alle type virksomheder ? både offentlige og private ? til at give deres nyansatte ledere relevant efteruddannelse i arbejdsmiljø, siger Lars Andersen.
FAKTA: Efteruddan ledere i stress
- FTF og LO foreslår, at politikerne i Folketinget indfører et krav om, at alle nye ledere med personaleansvar inden for det første år gennemfører en solid efteruddannelse om psykisk arbejdsmiljø.
- Fokus skal være på forebyggelse, fastholdelse og kendskab til såvel risikofaktorer som positive faktorer, der kan fremme et godt psykisk arbejdsmiljø.
- Uddannelsen skal udbydes af en række godkendte offentlige og private uddannelsesudbydere, som det kendes fra den nuværende obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse for medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen. Uddannelsen bør have en varighed af minimum tre dage.
- Uddannelsen skal give nye ledere bevidsthed om, og værktøjer til at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø. Der skal være fokus på, hvordan de sociale dynamikker og processer på arbejdspladsen påvirker det psykiske arbejdsmiljø og en viden om, hvordan ledelse kan bidrage til trivsel og motivation blandt medarbejderne og til at forebygge og fastholde medarbejdere.
For yderligere information kontakt:
kommunikationschef Kenneth Thue Nielsen (LO) tlf. 2159 3387 eller
kommunikationschef Flemming Andersen (FTF) tlf. 4036 8804.