LO og hovedorganisationen Kooperationen er blevet enige om at forny de to organisationers hovedaftale. Den nye aftale, der erstatter den tidligere fra 1993, indeholder blandt andet en konfliktret for de medarbejdere, der arbejder for Kooperationens virksomheder.
? Konfliktretten er en afgørende del af den danske model. Derfor er vi glade for, at vores medlemmer, der er ansat i Kooperationens virksomheder, nu har den mulighed, selv om vi selvfølgelig håber, at det ikke bliver nødvendigt at bruge den, siger LO-sekretær Ejner K. Holst.
Parterne har aftalt en konfliktmodel, der indebærer, at parterne skal gennem flere stadier, før en konflikt kan etableres. I tilfælde af manglende enighed skal parterne gennemgå et mediationsforløb, en behandling i et sammenlignelighedsnævn samt behandling i et overenskomstudvalg.
Hos Kooperationen, der organiserer kooperative virksomheder, glæder formand John Dahl sig også over aftalen.
? Det har været en lang proces at forny den kooperative hovedaftale, og vi er meget glade for nu igen at have en tidssvarende aftale. Vi er stolte af at kunne lidt mere, når det handler om at levere høj kvalitet og samtidig lykkes med at tage socialt ansvar på arbejdspladsen og i lokalsamfundet, siger John Dahl.
Udover konfliktretten indeholder den nye hovedaftale også en ny principaftale og i modsætning til tidligere en aftale om kontrolforanstaltninger. Den nye aftale træder i kraft den 1. maj 2015.
Kontakt: Kommunikationskonsulent Troels Gadegaard Frølich, tlf. 2658 8043.