Det er FTF’s vurdering, at GTS-institutterne har en afgørende rolle i forbindelse med at styrke den langsigtede vækst og innovationskraft i danske virksomheder – ikke mindst hos de små og mellemstore virksomheder, der har vanskeligere ved at afholde store investeringer i forskning, udvikling og innovation.
FTF finder det positivt, at Styrelsen for Forskning og Innovation vil vurdere GTS-institutterne på deres evne til at samarbejde med uddannelsesinstitutionerne herunder at se på efteruddannelse af undervisere, udvikling af undervisningsmateriale og praktikmulighederne for erhvervsakademier, erhvervsskoler og professionshøjskoler. En bedre kobling her kan give et solidt bidrag til videnspredningen.
FTF finder det fornuftigt, at rammepapiret fokuserer på output og effekt i virksomhederne frem for detailstyring og procesmål, hvilket helt følger FTF’s mål om tillid i den offentlige styring.
Overordnet set mener FTF, at der er tale om et fornuftigt rammepapir.