Hvad skal den årlige arbejdsmiljødrøftelse indeholde? Hvilke daglige opgaver skal arbejdsmiljøorganisationen (AMO) tage sig af? Og hvordan er det lige, reglerne er for den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse?
En ny hjemmeside om arbejdsmiljø giver dig svar på dette og meget mere. Hjemmesiden er blevet til i samarbejde mellem Arbejdsmiljørådet, Videncenter for Arbejdsmiljø og arbejdsmarkedets parter. Her kan du bl.a. finde de vigtigste love, regler, bekendtgørelser og vejledninger om arbejdsmiljø, og en liste over værktøjer, du kan bruge i dit konkrete arbejde med at forbedre arbejdsmiljøet.

Hjemmesiden indeholder også en stor samling af eksempler på, hvordan forskellige virksomheder har valgt at organisere deres arbejdsmiljøarbejde. Lad dig eksempelvis inspirere af Danfoss, der har gode erfaringer med at gøre den årlige arbejdsmiljødrøftelse til et socialt arrangement eller af entreprenørvirksomheden Arkil, der afholder interne kurser udviklet specifikt til medlemmerne af virksomhedens AMO.