Sommerferien er over os, og det er skønt med nogle uger, hvor vi kan slippe arbejdet og få tid til strand- og cykelture, byggeprojekter samt familie og venner. Men retten til fem ugers ferie hvert år er ikke kommet af sig selv.
Vi, der er medlemmer af en OK-fagforening, har nemlig i fællesskab kæmpet os til at få ret til ferie med løn. En ret alle danskere første gang fik i 1938. Det er nu 76 år siden, og vi kæmper stadig.
Så når du nyder din ferie, kan du samtidig sende en venlig tanke til din OK-fagforening, der via fælles styrke har sikret dig retten til en god lang ferie. Ingen lønmodtagerrettigheder er bare kommet dumpende ned fra himlen.
OK-forbedringer i ferieloven
Vores arbejdstid, ret til uddannelse, barsel, løn og ferie har vi sammen kæmpet for. Og efterhånden som fagforeningerne har lavet aftaler med arbejdsgiverne om flere ferieuger, er forbedringerne blevet implementeret i ferieloven, så alle danskere får glæde af resultaterne.
I dag sikrer ferieloven dig således ret til fem ugers ferie årligt, men gennem overenskomsterne har langt de fleste lønmodtagere ret til fem ekstra feriefridage om året – i alt seks ugers ferie med løn. 
Frem til 1938 var det langt fra alle, der havde ret til at holde ferie. Det gjaldt kun borgerskabet og statsfunktionærer, som havde bedre aftaler om ferie end arbejderne.
I 1919 havde hver femte af de organiserede arbejdere ferie med løn. I 1920, kort efter otte timers-arbejdsdagen var indført, og stemningen i fagbevægelsen derfor var positiv, fremlagde De Samvirkende Fagforbund i Danmark et forslag om en til to ugers lønnet ferie. Det afviste arbejdsgiverne stejlt med argumenter om, at det var en skjult lønforhøjelse, der ville skade beskæftigelsen og svække konkurrenceevnen i forhold til udlandet.
En uge om året i 1936…men kun for de udvalgte
Fagbevægelsen kæmpede videre, og i 1934 kunne 47 procent af de organiserede arbejdere holde ferie med løn, og i 1936 havde to tredjedele af de organiserede arbejdere forhandlet sig til betalt ferie – ofte var det højest kun en uge årligt!
Kampen for ret til ferie og rekreation skred altså langsomt frem. Ud over fagbevægelsens indsats var der også et pres fra den internationale arbejdskonference i Geneve, som i 1936 vedtog en konvention om en uges ferie til offentligt og privat ansatte.
Med den internationale konvention og fagbevægelsens pres lykkedes det at få Ferieloven vedtaget i 1938 og dermed sikre alle ret til to ugers ferie med løn. Begejstringen var stor i både fagbevægelsen og i regeringspartierne med daværende statsminister Stauning i spidsen.  
Ferieloven er forbedret efter pres fra fagbevægelsen
Efter den skelsættende vedtagelse af ferieloven, er loven løbende blevet forbedret. Det kan vi takke medlemmerne af fagforeningerne for. Sammen har vi i fagbevægelsen forhandlet os til mere ferie, som så efterfølgende er blevet implementeret i ferieloven til gavn for alle.
Så medlemmernes indsats kommer alle danskere til glæde – også dem, der har valgt ikke at tage ansvar og stå uden for fællesskabet og ikke melde sig ind i en OK-fagforening. 
I 1953 fik vi tre ugers ferie, i 1971 sikrede loven fire ugers ferie, i 1979 blev det til fem ugers ferie, og i 2000 fik vi den sjette ferieuge ind i overenskomsterne. Den består af fem feriefridage, som kun de overenskomstdækkede har ret til at holde.
Vores ret til ferie er et af budskaberne i LO- og FTF-organisationernes fælles overenskomstkampagne; Er du OK?
Her fortæller vi, at overenskomsterne sikrer dig den sjette ferieuge.
Arbejdsgiver-argumenter holder ikke
Når vi kæmper for at bevare vores ret til ferie og de øvrige rettigheder, vi har forhandlet på plads, hører vi nogle af de samme modargumenter som i 1920’erne: At det vil skade konkurrenceevnen og fordyre produktionen. Senest var det under de kuldsejlede trepartsforhandlinger i 2012, hvor det var på bordet, at lønmodtagerne skulle betale krisen med at aflevere to feriedage.

Nu er ferien her, og hvis du er medlem af en OK-fagforening kan du takke dig selv og dine organiserede kolleger for, at I kan holde jer en velfortjent sommerferie.
God ferie!