Hvordan kommer vi til at mærke tillidsreformen ude på arbejdspladserne i den offentlige sektor? Sådan lød et af spørgsmålene fra tilhørerene i et stopfyldt Folkets Hus her til morgen, hvor finansminister Bjarne Corydon stillede op til interview om vækst, job og velfærd – efter fællessang "Jeg bærer med smil min byrde", finansministerens eget valg.
Han lovede at de offentlige arbejdsgivere kommer til at arbejde intenst med god arbejdsgiveradfærd.
”Offentlige arbejdsgivere skal blive bedre til det, de gør. Både ved at få mere ud af ressourcerne – og ved at styrke trivsel og tillid og samarbejde med medarbejderne”, sagde Corydon.
Modet til at måle det rigtige
Han lovede, at statsadministrationen vil lægge ud og tage sin egen medicin. Det skal ske ved at måle – blandt andet på tillid og samarbejde.
”Vi vil sparke døren ind og konkret måle på, hvordan det står til med tilliden på offentlige arbejdspladser. På den måde vil vi få en databaseret diskussion, så det ikke kun kommer til at handle om holdninger og følelser”.
For data på bordet er at tage det, folk laver, alvorligt, mener Corydon.
Vi skal i det hele taget have modet til at måle, hvis vi skal udvikle den offentlige sektor, mener finansministeren. Hvis vi skal udvikle den offentlige sektor, skal vi komme ud over den berøringsangst, der findes overfor målinger, pointerede han.
”Vi skal generelt luge meget ud i dokumentationen – vi skal i stedet have modet til at måle på det rigtige. Vi skal have modet til at måle om det vi laver, virker. Om der er forskel på, om nogle gør det bedre end andre på nøgleområder som børnepasning, undervisning osv. Som jeg ser det, går det meget fint hånd i hånd med, at vi skal ha mere tillid til hinanden og at vi skal ha mere rum til faglighed”, sagde han.