Overenskomsten mellem 3F og Dansk Byggeri dækker ca. 70.000 ansatte, og er dermed den største inden for byggeriet. Med aftalerne på industri-, handel og service-, transport- og byggeområdet er de store og toneangivende overenskomster på LO-området nu i hus. Mens forhandlingerne på finansområdet for ansatte i den finansielle sektor er brudt sammen og Finansforbundet har sendt første strejkevarsel.

Om byggeriaftalen udtaler Formanden for 3F’s Byggegruppe, Kim Lind Larsen:
”Der er tale om en landvinding med to helt nye bestemmelser inden for området social dumping, som ikke findes i nogen anden overenskomst. De to bestemmelser giver en reel mulighed for at gå efter hvervgivere, hvis de via underentreprenører eller selskabsretlig konstruktion omgår overenskomsterne”.
Den nye aftale for byggeriet
Herunder er hovedpunkterne i det nye forlig mellem Dansk Byggeri og 3F Byggegruppen. Udover de nye værktøjer mod social dumping, der på mange punkter minder om det centrale forlig på industriens område, stiger bl.a. mindstebetalingen med i alt 4,95 kr. og frit valg med 1 procent.

  • Som en del af den nye overenskomst er parterne blevet enige om en række nye bestemmelser om udenlandsk arbejdskraft, bl.a.:
  • En hvervgiver kan gøres ansvarlig for en underentreprenørs gentagne brud på overenskomsten.
  • Virksomheder kan ikke omgå overenskomsten gennem en selskabsretlig eller kontraktmæssig konstruktion.
  • For at sikre en god belysning af en faglig sag kan 3F kræve entreprisekontrakter fremlagt.
  • 3F og Dansk Byggeri kan føre faglige sager mod virksomheder, hvor lønnen er væsentlig lavere end i andre virksomheder i samme branche og i samme geografiske område.
  • For at undgå falske og slørede lønsedler, skal de så vidt muligt afspejle, hvilke løndele efter overenskomsten, de stammer fra – eksempelvis timeløn, overarbejde, akkordarbejde, sogne- og helligdagsbetaling med videre.
  • Det særlige task force-udvalg med deltagere fra Dansk Byggeri og 3F får udvidet sine opgaver til også at evaluere de nye bestemmelser.