Arbejdsgivere og fagbevægelsen i Østafrika er med hjælp fra DI (Dansk Industri) og Ulandssekretariatet blevet enige om en aftale, der skal gøre det lettere for arbejdstagere at søge arbejde på tværs af landegrænserne. Aftalen er første resultat af det samarbejde, som fagbevægelsens Ulandssekretariat og DI søsatte i august sidste år.

Med aftalen forpligter parterne sig til at samarbejde om at ensrette reglerne for udstedelse af arbejdstilladelser for at hjælpe arbejdskraftens frie bevægelse inden for East African Community (EAC), som består af landene Tanzania, Uganda, Kenya, Rwanda og Burundi. Indtil nu har det i flere lande været både dyrt og besværligt at få tilladelse til at arbejde i et af de andre lande, men efter planen bliver det allerede i løbet af 2014 både gratis og nemt.
Projekt skal løse grænseoverskridende udfordringer
På længere sigt vil parterne arbejde for at løse de grænseoverskridende udfordringer med social sikring, rimelige arbejdsvilkår og arbejderbeskyttelse. Det gælder bl.a. anerkendelse af uddannelse på tværs af grænser, og at ens pensionsopsparing flytter med, hvis man får arbejde i et andet land i regionen.
Leder af Afrika-afdelingen i Ulandssekretariatet, Jørgen Assens, er glad for, at projektet allerede nu ser ud til at bære frugt.
”Vi har en fælles interesse i at fremme arbejdskraftens frie bevægelighed. Og der er grund til at glæde sig over, at der er blevet vist vilje til at få dette til at fungere,” siger han.