Hvornår har du sidst tjekket din lønseddel? Måske skulle du undersøge, om du nu også har fået udbetalt den løn, du skal have. Hele 54 procent af danskerne har oplevet, at der er fejl i deres lønseddel. Det viser en TNS Gallup undersøgelse foretaget for LO og FTF.
Problemet ville højst sandsynligt være langt større, hvis alle tjekkede deres lønsedler hver gang. Men sådan er det ikke. Kun 49 pct. tjekker deres lønseddel hver gang.
Tjek din lønseddel hver gang
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, er bekymret over de mange fejl.

"Så høj en andel af fejl er skræmmende. Det er noget rod, at så mange virksomheder ikke har styr på deres papirer – ikke mindst fordi en del af dem er offentlige myndigheder. Derfor er det vigtigt at holde øje med sin lønseddel", siger hun.
LO’s formand Harald Børsting er enig:

"Jeg kan kun på det allerkraftigste opfordre alle til at tjekke deres lønseddel hver gang. Hvis man er tvivl, bør man kontakte sin fagforening for at få redt trådene ud", siger han.

Fik 24.000 kr. tilbage
At fejl på lønsedlen kan løbe op i tusindvis af kroner, har Anna Jensen, SOSU-underviser på en professionshøjskole, oplevet. Til bladet Socialrådgiveren fortæller hun, at hun i foråret fandt ud af, at hun igennem en årrække havde fået udbetalt en procent for lidt i pension.
Fejlen blev opdaget af Dansk Socialrådgiverforening, som gennemgik hendes lønseddel i forbindelse med lockouten af SOSU-underviserne i foråret. På det tidspunkt havde fejlen kostet Anna Jensen omkring 24.000 kroner. Dansk Socialrådgiverforening fik arbejdsgiveren til at rette fejlen med tilbagevirkende kraft, og Anna Jensen fik pengene indbetalt på sin pensionsopsparing.
"Hvis ikke Dansk Socialrådgiverforening havde bedt om at se mine lønsedler, var fejlen nok aldrig blevet fundet, og så havde jeg ikke haft de penge i dag. Det er blevet sværere selv at opdage fejlene, for i modsætning til før i tiden diskuterer man ikke rigtig løn på arbejdspladsen. Så det er rigtig godt, at der nu er nogen, som gennemgår lønsedlerne med en tættekam, fortæller SOSU-underviseren til Socialrådgiveren.

Få hjælp til at tjekke lønnen
LO og FTF sætter i de kommende uger fokus på vigtigheden af, at holde styr på lønsedlen. Man vil bl.a. kunne teste sig selv og få værktøjer til at tjekke de vigtigste steder på lønsedlen.
Løntjek-kampagnen er en del af LO og FTF’s fælles OK-indsats, der har som mål at fortælle danskerne om nytten af overenskomsterne og de faglige fællesskaber i OK fagforeninger. Kampagnen starter mandag d. 28. oktober med annoncer på flere landsdækkende netmedier og Facebook. Desuden foregår der lokale aktiviteter rundt omkring i landet, hvor fagforeninger tilbyder løntjek på virksomheder, møder folk på gaden og holder ekstra åbent.
Anna Jensen er et opdigtet navn. Af hensyn til sin arbejdsplads, ønsker hun ikke at fremstå med sit rigtige navn eller arbejdssted. Disse oplysninger er Socialrådgiverens redaktion bekendt.
Kontakt:
Kommunikationskonsulent i FTF Louise Knuth Pedersen, tlf. 40 40 88 27

Kommunikationskonsulent i LO Søren Gisselmann, tlf. 20 98 67 89