Beskæftigelsesministeren vil nu ændre på loven for kønsopdelte lønstatistikker, så alle virksomheder med 10 ansatte eller flere skal lave en årlig statistik over lønnen til deres mandlige og kvindelige ansatte. Ifølge det nye forslag skal Danmarks Statistik stå for indsamlingen af data. Dermed slipper virksomhederne selv for bureaukratiet og bøvlet med at rapportere tallene.
FTF, der er paraplyorganisation for bl.a. en masse af de store kvindefag, er begejstret.
”Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen rammer plet med sit forslag om at udvide ligelønsstatistikken. Vi er afhængige af en god og dækkende kønsopdelt lønstatistik, hvis vi vil gøre op med ulige løn på det danske arbejdsmarked. Ministerens forslag er klart et skridt i den rigtige retning. Det giver nyt håb for, at vi en dag får lige løn til mænd og kvinder", siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
FTF har i årevis presset på for, at flere virksomheder blev omfattet af ligelønsstatistikken, så man kan få et mere retvisende billede af lønforskellene mellem mænd og kvinder. Ikke mindst fordi alt for mange i dag ikke indgår i statistikken. I dag gælder lovkravet om statistik kun for virksomheder med mere end 35 ansatte, men den grænse sættes altså ned til ti ansatte – dog forudsat at der er mindst tre ansatte af hvert køn, så anonymiteten bliver bevaret.
FTF forventer, at lovforslaget vil have en positiv effekt i forhold til, at usaglige lønforskelle mellem mænd og kvinder mindskes. Den større gennemsigtighed omkring mænds og kvinders løn vil også sætte nyt fokus på det meget kønsopdelte arbejdsmarked, vi har i Danmark, mener FTF.
Mænd tjener i dag generelt 15-20 procent mere end kvinder. Og inden for de samme arbejdsområder er der ifølge SFI en uforklaret lønforskel på fire til syv procent.
”Den forbedrede ligelønsstatistik hjælper os med at zoome ind på ulige løn og kan på den måde være med til at mindske lønforskellene. Det har formentlig langt større effekt end endeløse retssager”, siger Bente Sorgenfrey.
FTF er samlet set hovedorganisation og fælles talerør for 450.000 offentligt og privat ansatte – heraf ca. 75 pct. kvinder.